Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet i overensstemmelse med oplysningerne fra de østrigske myndigheder lagt til grund, at klagerne er meddelt opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Østrig, og at opholdstilladelserne blev forlænget med to år [i foråret] 2024. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal de pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klagerne at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klagerne i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klagerne har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne med opholdstilladelse i Østrig vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det af den voksne klager oplyste om, at hun valgte ikke at forny opholdstilladelsen i Østrig, fordi de ville smide hende ud af lejren, hvis hun ikke fandt en bolig, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de østrigske myndigheder har oplyst, at klageren [i foråret] 2024 fik forlænget sin opholdstilladelse i to år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den voksne klager har oplyst, at klagerne i Østrig havde adgang til sundhedsbehandling, modtog 1000 euro hver måned og fik flere forskellige tilbud om boliger. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagernes personlige forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klagerne. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at den voksne klager har en ægtefælle i Danmark, som er far til den mindreårige klager og den voksne klagers kommende barn, hvilket bør føre til, at klagernes asylansøgning realitetsbehandles i Danmark af hensyn til barnets tarv og familiens enhed, kan således ikke føre til en ændret vurdering af, hvorvidt Østrig kan tjene som klagernes første asylland. Flygtningenævnet finder således, at klagerne må henvises til, at søge opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Flygtningenævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet, og at det er oplyst, at den mindreårige klager har en verserende familiesammenføringssag i Udlændingestyrelsen. Den voksne klagers oplysning om, at hun har fået at vide af de østrigske myndigheder, at hun ikke kan søge om familiesammenføring med sin i Danmark boende ægtefælle, og oplysningen om at han har fået det samme oplyst af de danske udlændingemyndigheder og en advokat, er ikke underbygget og kan allerede derfor ikke føre til en ændret vurdering. Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at den voksne klager er gravid med termin [på et nærmere præciseret tidspunkt]. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29 b-Østr/2024/2/anjv
