dub-tysk202421

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Danmark har flere voksne søskende, der er meddelt international beskyttelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Danmark har [flere] [søskende], kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klagerens [søskende] ikke er omfattet af Dublinforordningens familiebegreb i henhold til definitionen i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Som følge heraf kan det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om Dublinforordningens præambels punkt 15 og hensynet til at sikre ensartede afgørelser vedrørende familiemedlemmer, heller ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Nævnet finder i øvrigt ikke efter de foreliggende oplysninger, at klageren er afhængig af sin herboende [søskende A], [navn], i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 16, stk. 1, ligesom nævnet ikke finder, at klagerens [søskende A] er afhængig af klageren. Nævnet har i den forbindelse tillagt det vægt, at klageren har været adskilt fra sin [søskende A], der efter de foreliggende oplysninger har opholdt sig i Danmark i [4-8] år, indtil klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2024. Det forhold, at klagerens [søskende A] efter det oplyste har [en funktionsnedsættelse] og er førtidspensionist, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I forlængelse heraf bemærker nævnet, at klageren efter det oplyste ikke tidligere har været indkvarteret i asylsystemet i Tyskland, og at oplysningerne om, at der i Tyskland er ringe forhold, ikke ses at være nærmere underbyggede. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2024/21/CARA