Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hans asylsag blev behandlet ordenligt i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren ikke mener, at hans asylsag i Sverige er blevet behandlet ordenligt, og at dette er understøttet af, at det fremgår af AIDA Country Report: Sweden 2023 Update, at anerkendelsesraten for iranske statsborgere er lavere i Sverige end generelt i EU. Det er videre gjort gældende, at klageren har oplyst, at han under opholdet i Sverige fik problemer med personer, som truede ham. Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt han fortsat mener, at hans asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet truet af ukendte personer i Sverige, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, idet de svenske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den eventuelt nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/15/leuds
