Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et udløbet visum til Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle er dansk statsborger. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i foråret] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. præamblens punkt 14 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Til støtte herfor har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at klagerens ægtefælle er dansk statsborger og bosat i Danmark, samt at hensynet til dette familieliv bør indgå som et primært hensyn ved anvendelsen af forordningen. Flygtningenævnet finder, uanset om klagerens angivelige ægtefælle måtte anses for omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, ikke, at dette forhold kan føre til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det forhold, at klageren har oplyst at have brug for støtte fra sin angivelige ægtefælle og sine svigerforældre, fordi hun har haft det dårligt siden sin udrejse af [hjemlandet], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2024 har oplyst, at hun fysisk og psykisk er sund og rask, og at hun ikke lider af kroniske sygdomme eller tager medicin. Der er ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen fremkommet yderligere oplysninger om, at der skulle foreligge sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Sver/2024/14/marau
