Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, herunder indkvarteringsforholdene og risikoen for frihedsberøvelse under asylproceduren samt asylproceduren for Dublin returnees. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen og herefter er udrejst af Polen, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt asylproceduren for Dublin-returnees, herunder risikoen for, at hendes ansøgning om asyl i Polen vil blive afvist, kan ikke føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Hvad angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksomt på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Nævnet finder dog ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og derfor ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtagerforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update, udgivet i juni 2024, side 19, i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapports side 36 fremgår det videre, at der er bekymring for, om Dublin-returnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Det forhold, at klageren har haft [betændelse], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, idet nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af ovennævnte rapports side 71, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere. Endelig kan det af klageren anførte om, at hun frygter, at de polske myndigheder vil deportere hende til Belarus, ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningenævnet og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/13/kdo
