Nævnet omgjorde i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var indrejst i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til Dublinforordningens præambelbetragtning nr. 5, idet det fortsat er uklart, hvorvidt og hvornår de italienske myndigheder på ny vil tage imod Dublinoverførte. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for klagen videre til klagerens særlige sårbarheder som enlig kvinde med helbredsmæssige udfordringer og risikoen for nægtelse af adgangen til asylproceduren, manglende adgang til passende indkvartering samt manglende sundhedsbehandling, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Italien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Italien har i overensstemmelse hermed [i sommeren] 2023 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indrejste klageren i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation [i foråret] 2023, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Italien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels betragtning nr. 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens betragtning nr. 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens herboende kæreste og nyfødte [barn] har opholdstilladelse i Danmark, og at der eksisterer et familieliv mellem klageren og disse. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens nyfødte datter er meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin far, der er klagerens herboende kæreste. Klagerens [barn] kan som følge heraf ikke tvangsmæssigt blive udsendt til Italien, idet hun er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det er endvidere de danske myndigheder, der på nuværende tidspunkt vil være ansvarlig for at behandle en eventuel asylansøgning på vegne af klagerens [barn], jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker også, at klageren har søgt om asyl i Danmark for mere end et år siden, og at klageren ikke tidligere har modtaget en substansafgørelse som følge af en asylsag i andre lande. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Ital/2024/26/EEB
