Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en [klager], der var i besiddelse af et visum til Italien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, samt at klageren grundet sin helbredssituation var særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren indrejste i Italien på et gyldigt visum. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Italien har [i efteråret 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, principalt gjort gældende, at Italiens suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrations-området samt den nuværende tidsmæssige udstrækning heraf i sig selv indebærer, at der foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klageren har subsidiært gjort gældende, at en overførsel til Italien vil være i strid med EMRK artikel 3, idet klageren som følge af sit helbred samt sine øvrige personlige forhold, herunder at klageren er [LGBT+-person], er særlig sårbar og vil være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Klageren har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, idet der herved tillige er peget på, at klageren har et netværk i form af en kæreste i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager [i efteråret 2023] afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. I overensstemmelse med koordinationsudvalgets vurdering på mødet den 18. april 2024 finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at de italienske myndigheder senest den 9. april 2024 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, ikke kan føre til en ændret vurdering. De foreliggende oplysninger om betydningen af vedtagelsen af lov 50/2023 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således fortsat ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Italien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at klageren efter sagens oplysninger må anses for særligt sårbar, idet der navnlig er lagt vægt på, at klageren lider af [diagnoser], og at klageren har udtalte psykiske lidelser. Der er endvidere lagt vægt på, at det fremgår af de lægelige oplysninger, at klageren er i medicinsk behandling, der kræver regulering på specialistniveau for at undgå potentielt livsfarlige bivirkninger. Klageren er tillige i psykologisk og psykiatrisk behandling. Hertil kommer, at klageren opfatter sig selv [orientering inden for LGBT+ miljøet], hvilket understøttes af de lægelige oplysninger og klagerens fremtræden under nævnsmødet. Under hensyn til navnlig det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold og den iværksatte medicinske behandling sammenholdt med baggrundsoplysningerne om modtageforholdene for særligt sårbare, herunder LGBT-personer, i det italienske asylsystem, jf. herved AIDA, Country Report: Italy (maj 2023), s. 165f, og sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet omgør således Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.”. Dub-Ital/2024/22/LODU
