Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt beskyttelse i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for personer med international beskyttelse i Rumænien, og til at klageren i Rumænien ikke har adgang til integrationsprogrammet. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har op-nået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] [2012-2015] er meddelt opholdstilladelse og flygtningestatus i Rumænien, og at opholdstilladelsen er gyldig til [vinteren 2025/2026]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis lægges der i den forbindelse vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinfor-ordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Rumænien, samt at klageren i Rumænien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Rumænien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af princippet om non-refoulement som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af klageren oplyste om, at han i Rumænien måtte leve på gaden uden adgang til nogen form for hjælp og støtte fra de rumænske myndigheder, samt det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Rumænien ikke findes at have opnået den nødvendige beskyttelse, idet han i Rumænien hverken har adgang til integrationsprogrammet, ret til bolig eller økonomisk støtte, kan ikke føre til, at Rumænien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder således, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Rumænien nok er vanskelige, men at de ikke er på et sådant niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Rumænien som første asylland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne i AIDA’s ”Country Report: Romania – 2023 Update”, udgivet i juli 2024, hvoraf fremgår blandt andet (side 189), at personer, der er meddelt international beskyttelse har adgang til ’social housing scheme’ på samme vilkår som rumænske statsborgere, og at de lokale myndigheder – inden for rammerne af de tilgængelige ressourcer – er forpligtede til at sikre ’social housing’ til personer, der er meddelt beskyttelse i Rumænien. Yderligere har nævnet tillagt det vægt, at det af samme rapport (side 189-190) fremgår, at personer med international beskyttelse i Rumænien har adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med rumænske statsborgere. Det forhold, at det i praksis kan være vanskeligt at finde arbejde, og at klageren efter det oplyste har søgt to jobs, som han ikke har fået under henvisning til, at han ikke taler rumænsk og engelsk, kan ikke føre til en anden bedømmelse. Det forhold, at klageren muligt ikke har adgang til et 12 måneders integrationsprogram i Rumænien, og at han som følge deraf er afskåret fra at modtage en række tilbud og ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold og adgangen til det rumænske sundhedssystem, herunder at han efter det oplyste lider af [fysisk lidelse] og [psykisk lidelse], bemærker Flygtningenævnet, at det af AIDA’s rapport, ”Country Report: Romania – 2023 Up-date” (side 202) fremgår, at personer med international beskyttelse i Rumænien har adgang til sundhedsforsikring under de samme betingelser som rumænske statsborgere, og at dette ligeledes gælder personer med psykiske lidelser, herunder personer, der har været udsat for tortur og traumer. Nævnet er opmærksom på, at det i praksis kan være særdeles vanskeligt at få adgang til sundhedsydelser, såfremt man nyder international beskyttelse og ikke er i arbejde. Hertil bemærkes, at IOM og en række NGO’er ifølge AIDA’s rapport, ”Country Report: Romania – 2023 Update” (side 202f.), i nogle tilfælde kan yde hjælp til at dække udgifter forbundet med sundhedsydelser. Det af klageren oplyste om, at han er bekymret for, at hans [slægtning] vil finde ham i Rumænien, kan ikke danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet, om Rumænien kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet finder således, at klageren må henvises til at søge hjælp hos de rumænske myndigheder, der må forventes at have evne og vilje til at yde klageren den fornødne beskyttelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Rum/2024/1/CARA
