Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er kristen fra [by A], Pakistan. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Pakistan i 2019 været medlem af [kirke i by A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive udsat for overgreb af fire mænd, som i 2017 truede ansøgeren og hendes familie, fordi ansøgeren afbrændte islamiske skrifter. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter Taliban og øvrige islamiske grupper, da de fire mænd har tilknytning til disse grupper. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Pakistan, idet hun er en enlig, kristen kvinde. Til støtte for konflikten med de fire mænd har ansøgeren oplyst, at hun en dag i [vinteren 2017-2018] gjorde rent på sin families bopæl og i den forbindelse samlede en række gamle bøger og islamiske skrifter, som familien ikke længere ville beholde. Ansøgeren besluttede at brænde bøgerne udenfor i nærheden af familiens bopæl, og efter at have tændt ild på materialerne gik ansøgeren tilbage til bopælen. Kort tid efter opsøgte de fire mænd bopælen og viste ansøgeren delvist afbrændte sider fra de islamiske skrifter. Mændene truede ansøgeren med, at de ville slå hende ihjel, og at de ville have hende dømt for blasfemi. Mændene tog derefter ansøgerens far med sig, og da faren kom tilbage, slog og sparkede han ansøgeren, fordi mændene havde pålagt familien at betale [en stor sum penge] som kompensation for ansøgerens handlinger. Familien fik en måned til at betale pengene, hvilket de ikke var i stand til. I ugerne efter episoden oplevede familien, at mændene opsøgte bopælen og bankede på porten, smed sten gennem vinduerne og efterlod breve med trusler om at gå til medierne og domstolene. Familien flyttede derfor til et andet område i [by A] for at skjule sig for mændene. Ansøgerens forældre døde begge kort tid efter. Ansøgeren udrejste af Pakistan cirka et år senere. Til støtte for sin frygt for Taliban og øvrige islamiske grupper har ansøgeren oplyst, at de fire mænd er meget indflydelsesrige, og at de har forbindelser til politiske partier og islamiske grupper. Til støtte for sit asylmotiv som enlig, kristen kvinde har ansøgeren henvist til, at man som kristen i Pakistan er i stor risiko for overgreb og diskrimination. Der har været flere sager om kristne kvinder, der er blevet fængslet eller bortført, fordi de er kristne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring omkring sit asylmotiv til grund, hvorefter ansøgeren skulle have en konflikt med 4 mænd, som følge af, at ansøgeren har brændt islamiske skrifter. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Der er således ikke sammenhæng mellem ansøgers forklaring om, at hun foretog afbrænding af skrifterne selvom hendes far dagen forinden havde advaret hende om at være forsigtig, at ansøgeren valgte at foretage afbrændingen i fuld offentlighed på et tidspunkt, hvor der blev indkaldt til fredagsbøn, hvorfor der var mange personer på gaderne og flere personer så til fra tagene og foretog afbrændingen ved siden af sine naboer, som hun oplyser var kendt som voldelige kriminelle personer med relationer til politiske partier og Taliban. Endelig kan det forhold, at ansøgeren er kvinde og kristen af trosretning ikke begrunde asyl, idet ansøger er opvokset i Pakistan og både har uddannet sig og haft forskellige jobs og i øvrigt opholdt sig i Pakistan omkring et år efter begge sine forældres død uden at opleve problemer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan den generelle situation i Pakistan ikke i sig selv anses for at være asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2024/1/marau
