Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, under henvisning til Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1, som følge af klagerens ønske om at leve sammen med sin herboende kæreste. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har en herboende kæreste, som hun ønsker at leve sammen med, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens herboende kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Nævnet finder endvidere, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv henset til, at klageren har oplyst, at de alene har boet sammen i den tid, hvor klagerens asylsag har været verserende i Danmark. Det forhold, at klageren og hendes kæreste har afholdt en bryllupsfest i Danmark, og at de betragter sig som ægtefæller, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger ekstraordinære omstændigheder vedrørende klageren og hendes kærestes relation, som kan begrunde, at klagerens asylsøgning skal behandles i Danmark. Det af klageren anførte om, at hun ved en tilbagevenden til Tyskland frygter at blive udsat for voldelige overgreb fra hendes familiemedlemmers side, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, såfremt hun i Tyskland måtte opleve problemer eller føle sig truet. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/7/DIEI.
