Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres medfølgende barn, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder indkvarteringsforholdene og forholdene for familier og sårbare personer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp påberåbte om, at klagerne ved en overførsel til Italien ikke vil have adgang til asylproceduren og indkvarteringssystemet, kan ikke føre til, at klagernes ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager i [efteråret] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerne er at betragte som særligt sårbare som følge af deres helbredsmæssige forhold, herunder klagernes bekymring for deres datters trivsel, at den mandlige klager har [helbredsmæssige udfordringer] på grund af familiens situation og har helbredsmæssige udfordringer med [helbredsforhold], og at den kvindelige klager har brug for kontrolundersøgelser som følge af helbredsmæssige udfordringer med [organ], kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update 2022 vedrørende forholdene for asylansøgere, at ”They enjoy equal treatment and full equality of rights and obligations with Italian citizens regarding the mandatory contributory assistance provided by the National Health Service in Italy. There is no distinction between asylum seekers benefitting from material reception conditions and those who are out of the reception system, since all asylum seekers benefit from the National Health System. […] Asylum seekers suffering from mental health problems, including torture survivors, are entitled to the same right to access to health treatment as provided for nationals by Italian legislation.” Nævnet finder på den baggrund, at klagerne ved en overførsel til Italien vil have adgang til den fornødne lægebehandling, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholder sine internationale forpligtelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte rapport, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af særligt sårbare personer, har Sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedure for sårbare personer, idet disse personer indrømmes en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagernes sag bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, idet barnets tarv skal indgå som et primært hensyn ved anvendelsen af Dublinforordningen, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, og præamblens punkt 13 samt EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 24, stk. 2, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod barnets tarv at overføre klagerne til Italien. Nævnet bemærker, at selvom barnets tarv skal indgå som et primært hensyn ved anvendelsen af Dublinforordningen, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således ikke i sig selv føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne ved en overførsel til Italien frygter for deres sikkerhed, idet [myndighederne i klagernes hjemland] efter det oplyste har kendskab til, at klagerne opholder sig i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klagerne den fornødne beskyttelse, såfremt de fortsat føler sig utrygge i Italien. Det af klagerne anførte om, at de er bange for, at de italienske myndigheder ikke vil foretage en grundig og fyldestgørende sagsbehandling af deres asylsager, såfremt [myndighederne i klagernes hjemland] anmoder de italienske myndigheder om at udlevere klagerne, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Italien har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de italienske myndigheder ikke vil foretage en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagernes asylsager og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2024/7/MLVT
