Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de må betragtes som særligt sårbare personer som følge af deres fysiske og psykiske helbredsforhold, og at de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke vil få adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre deres fysiske og psykiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [vinteren 2022] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagernes advokat har gjort gældende, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark, da de må betragtes som særligt sårbare personer som følge af deres fysiske og psykiske helbredsforhold, og da de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke vil få adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre deres fysiske og psykiske helbred. Klagernes advokat har til støtte herfor oplyst, at klagerne efter en eventuel overførsel til Italien vil skulle registreres som asylansøger, da de ikke tidligere har søgt om asyl i landet, og at der er store vanskeligheder forbundet med dette. Indtil de formelt registreres som asylansøger, vil de hverken have adgang til indkvarterings- eller sundhedssystemet. Klagernes advokat har derudover oplyst, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circular letters af 5. og 7. december 2022, hvilket påviser, at klagerne ved en overførsel til Italien risikerer at måtte henvises til et liv på gaden. Klagernes advokat har videre oplyst, at den mandlige klager er torturoffer, at han lider af psykiske problemer, som han får behandling for, at han har [fysiske problemer], og at han efter sin indrejse i Danmark fik en [diagnose for en fysisk lidelse]. For så vidt angår den kvindelige klager har advokaten oplyst, at hun er blevet opereret for [diagnose for en fysisk lidelse] i, at hun for tiden er i [behandling], og at hun har psykiske problemer som følge af familiens traumer i hjemlandet. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved henvises til AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at de italienske myndigheder foretager en reel asylsagsbehandling, selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede. Nævnet har også lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstattede det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klagerne under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. De italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien suspenderer alle overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Som anført af Udlændingestyrelsen må det forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen, jf. herved navnlig præamblens pkt. 5, at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på den betydelige stigning i antallet af asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Klagernes forhold skal herefter vurderes i lyset af adgangen til sundhedsbehandling for asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, s. 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøgere kategoriseres som sårbar og har særlige modtagebehov, har sundhedsministeriet faste retningslinjer herom, og der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indgår i en prioriteret asylproces. Det bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Italien herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylansøgere måtte have. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grund til at antage, at en overførsel af sårbare asylansøgere til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Italien, der skal behandle klagernes ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at klagerne må betragtes som særligt sårbare. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at klagerne har omfattende og alvorlige helbredsproblemer, herunder blandt andet at den mandlige klager har haft en [diagnose for en fysisk lidelse] og har udtalte [udfordringer i den forbindelse], som han er i behandling for, og at den kvindelige klager efter en operation i [vinteren 2023] for [diagnose for en fysisk lidelse] på nuværende tidspunkt modtager behandling i relation hertil. Flygtningenævnet finder således, at der foreligger sådanne helbredsmæssige oplysninger om familiens situation, at der er grundlag for at antage, at en overførsel af klagerne vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig og uoprettelig forværring af deres sundhedstilstand. Flygtningenævnet finder derfor, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, og Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48, a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerne og deres børns ansøgning om asyl behandles i Danmark.” Dub-Ital/2023/12/Yars
