Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med demo/2023/7, demo/2023/8 og demo/2023/9.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk bembeer og kristne fra [by] i [provins], Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det fremgår af sagen, at klagerne i [vinteren] 2011/2012 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og at de indrejste i Danmark i [vinteren] 2011/2012. Det fremgår af brev fra [foråret] 2019 fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klagerne i [foråret] 2019 udrejste til DR Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. I [vinteren] 2022/2023 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, idet klagerne i [vinteren] 2019/2023 havde underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af deres opholdstilladelser, da de ønskede at returnere til deres hjemland som led i repatriering, og da klagerne ikke inden udløbet af deres fortrydelsesfrist i [foråret] 2020 havde søgt om forlængelse af fristen. Klagerne har endvidere opholdt sig i deres hjemland i mere end på hinanden 12 følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagernes opholdstilladelse med henvisning til det ovenfor anførte og sagens oplysninger i øvrigt skal anses for at være bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder. Klagerne har herved navnlig gjort gældende, at de ved mail i [efteråret] 2019 kontaktede en medarbejder ved DRC Dansk Flygtningehjælp og i den forbindelse tilkendegav, at de ønskede at vende tilbage til Danmark, idet de havde fortrudt deres repatriering. Klagerne har endvidere gjort gældende, at den kvindelige ansøgers dårlige helbredssituation og status som særlig udsat under Covid 19-pandemien indebar, at hun ikke var i stand til at udrejse af DR Congo, og at den øvrige familie så sig nødsaget til at blive i landet for at pleje hende, ligesom klagerne i øvrigt har henvist til rejserestriktionerne under Covid 19-pandemien. Flygtningenævnet har ved vurderingen af det af klagerne anførte lagt vægt på oplysningerne om, at forholdene vedrørende afsendelsen og modtagelsen af den omhandlede mail til DRC Flygtningehjælp ikke har kunnet oplyses yderligere, og at klagerne under alle omstændigheder først henvendte sig til de danske myndigheder med ønsket om at fortryde deres repatriering mere end [2-3] år efter udløbet af fortrydelsesfristen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindret klagerne i at udrejse til Danmark inden fristens udløb, idet det bemærkes, at det oplyste om den kvindelige klagers helbredsmæssige forhold ikke kan anses for at have udgjort en sådan hindring. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse skete udbruddet af Covid 19 i øvrigt først kort tid før udløbet af fortrydelsesfristen. Herefter, og da det, som klagerne i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til en ændret vurdering, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klagerne har til støtte for, at deres opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, endvidere henvist til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og artikel 8. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i DR Congo i [provins], hvor klagerne aktuelt opholder sig, er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at i hvert fald i en sag som den foreliggende, hvor klagerne frivilligt og som led i repatriering er vendt tilbage til [provins] i DR Congo, hvor situationen, allerede da klagerne udrejste af Danmark i [foråret] 2019, var alvorlig og uforudsigelig (uden dog at have den aktuelle karakter), kan det anførte forhold – uanset at det må lægges til grund, at klagerne befinder sig en svær situation – ikke føre til, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet. Det er i den forbindelse ligeledes tillagt vægt, at klagerne først henvendte sig til de danske myndigheder med et ønske om at fortryde deres repatriering mere end [3-5] år efter udrejsen til DR Congo. Det tilføjes, at klagerne vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark, herunder med henvisning til de generelle forhold i det pågældende område i DR Congo, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagernes opholdstilladelse heller ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagernes forhold til deres voksne børn efter de foreliggende oplysninger ikke kan anses for at udgøre familieliv i artikel 8’s forstand. Der er ligeledes lagt vægt på, at klagerne de sidste [3-5] år har opholdt sig i DR Congo med deres øvrige børn i det område, som de i sin tid udrejste fra. Da klagerne som nævnt opholder sig i DR Congo, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelser. ” Demo/2023/6/lodu
