Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og […]muslim fra [by], Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med [politisk parti] forud for hendes udrejse af Syrien i 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder, idet hun er etnisk kurder, hun har sympatiseret med [politisk parti], og hendes far og andre familiemedlemmer har været medlemmer af [politisk parti]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem A] muligvis var medlem af [politisk parti], og at [4-7] af hendes [familiemedlemmer] var medlemmer af partiet. Specielt en af hendes [familiemedlemmer] var meget politisk aktiv for [politisk parti]. På grund af hendes families politiske aktiviteter var ansøgeren selv sympatisør med partiet, og hun har forud for sin udrejse af Syrien deltaget i nogle aktiviteter, som fester og politiske møder, afholdt af [politisk parti]. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Syrien ikke været medlem af [politisk parti]. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Syrien ikke oplevet problemer med de syriske myndigheder på grund af sin families politiske aktiviteter, men hun frygter, at dette vil ske ved en tilbagevenden til landet. Ansøgeren har videre oplyst, at de syriske myndigheder ikke bryder sig om etniske kurdere, og hun frygter derfor også, at de syriske myndigheder vil forfølge hende på baggrund af hendes etnicitet. Ansøgeren frygter videre at vende tilbage til Syrien grundet den generelle sikkerhedssituation som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i byen [by] i [ikke Damaskus eller Riff-Damaskus] distriktet af Syrien, og at hun aldrig har boet i andre dele af Syrien. Ansøgeren frygter endeligt at vende tilbage til Syrien, idet hun ved en tilbagevenden vil være enlig kvinde og have svært ved at klare sig selv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har individuelle konflikter med de syriske myndigheder. Ligesom det ikke kan lægges til grund, at hun har individuelle konflikter med grupperinger eller privatpersoner, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder desuden, at ansøgerens forklaring om, at hun ikke har boet i Damaskus må tilsidesættes. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er under nævnsmødet ikke fremkommet med oplysninger, der kan føre til et andet resultat. Herefter vurderes ansøgeren asylretligt i forhold til Riff Damaskus. Endelig tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, at de generelle forhold i Damaskus by og Riff Damaskus ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/15/LEUDS