syri202413

Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men klageren har delt regimekritisk indhold på sin [socialt medie]-profil. Klagerens advokat har til støtte for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henvist til, at klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien, hvorfor klageren risikerer at blive forfulgt af de syriske myndigheder. Advokaten har endvidere henvist til, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, at hun har udført regimekritiske aktiviteter på [socialt medie], og at hun som kvinde tilhører en særlig social gruppe i flygtningekonventionens forstand. Advokaten har til støtte herfor oplyst, at alene det forhold, at klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien er tilstrækkeligt til, at hun omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022 fremgår blandt andet: ”Klageren oplyste allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen i 2015, at hun i [20-25] år havde været offentligt ansat [stillingsbetegnelse] i det syriske [resort-ministerium], og at hun forlod sin stilling uden tilladelse og udrejste illegalt af Syrien dagen efter. For Flygtningenævnet har klageren troværdigt fastholdt sin forklaring om sin offentlige ansættelse og den illegale udrejse. Flygtningenævnet lægger klagerens oplysninger herom til grund. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og de foreliggende baggrundsoplysninger og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnesti-reglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at Udenrigsministeriets høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt, og at notatet ikke i øvrigt er støttet af andre baggrundsoplysninger, herunder hvordan amnestireglerne er implementeret i praksis. Af Udenrigsministeriets notat af 12. marts 2021 fremgår, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, efter amnestireglerne er udstedt. Af Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Treatment upon return” fra maj 2022 fremgår, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at den konkrete behandling til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at der hersker vilkårlighed i behandlingen af borgerne i Syrien. I forhold til bedømmelsen af, om klageren kan forventes at opnå amnesti for at have forladt en offentlig stilling, må det endvidere tages i betragtning, at klageren er udrejst af landet illegalt, at hun forud for sin udrejse havde en kontakt med en officer eller anden myndighedsperson, som fremkom med udsagn af truende karakter, at hun har viderebragt regimekritiske indlæg på [socialt medie] og at klagerens [familiemedlemmer] må anses for at være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Disse kumulative forhold er egnede til, at klageren har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og indebærer dermed en øget risiko for, at amnestireglen ikke af de syriske myndigheder vil blive efterlevet i praksis over for klageren. På den anførte baggrund og under hensyn til det nævnte forsigtighedsprincip finder Flygtningenævnets flertal, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de syriske myndigheder omfattet af i hvert fald udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort at hendes individuelle forhold er af en sådan karakter og intensitet, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2015/2016] som forlænget ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2020/2021], således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Under de omstændigheder der er lagt til grund i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022 og de heri nævnte baggrundsoplysninger samt i overensstemmelse med Flygtningenævnets seneste praksis meddeles klageren herved opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det af Udlændingestyrelsen anførte om det af klageren fremlagte Certificate of Experience kan ikke begrunde en ændret vurdering af statusspørgsmålet.” Syri/2024/13/MLVT