Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan samt et barn fra Sudan. Sagen er sambehandlet med løbenr suda/2024/2/saba og suda/2024/3/saba. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], […] provinsen, Sudan. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2012/2013] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og indrejste i Danmark [i vinteren 2013/2014] sammen med sin ægtefælle samt [antal] medfølgende børn. Det fremgår af sagen, at DRC Dansk Flygtningehjælp [i sommeren] 2016 har orienteret Udlændingestyrelsen om, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan. [I efteråret] 2022 indgav klageren en ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [I vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § udlændingelovens § 17, stk. 1, og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udrejste af Danmark frivilligt [i sommeren] 2016 med henblik på at tage varigt ophold i Sudan. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 og § 17a, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2022/2023]. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der i sagen er omstændigheder, der kan føre til, at der skal ske dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Afgørelsen heraf beror på en skønsmæssig vurdering af sagens samlede omstændigheder. Som anført af Udlændingestyrelsen må det i den forbindelse indgå i vurderingen, at klageren repatrierede [i sommeren] 2016. Klageren ringede til det danske konsulat i [by B] i 2018 fordi hun ville tilbage til Danmark, hvilket er mere end 12 måneder efter fristen for fortrydelse af repatriering var udløbet og fremsendte først [i efteråret] 2022 ansøgning om ej bortfald. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun blev presset af sin ægtefælle til at repatriere, at ægtefællen kontrollerede hende, og at den politiske situation i Sudan og efterfølgende corona-pandemien umuliggjorde en tilbagerejse til Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun under sit ophold i Sudan har arbejdet som [profession], og har været politisk aktiv, samt en del af en humanitær organisation i Sudan, hvorfor det må antages, at hun har haft mulighed for at kontakte de danske myndigheder før udløbet af fortrydelsesfristen. Klageren har således frivilligt opgivet sin bopæl i Danmark og er [i sommeren] 2016 repatrieret til sit hjemland Sudan sammen med sin ægtefælle og fælles børn. I forhold til klagerens mindreårige børn bemærker Flygtningenævnet, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at disse skulle være sendt på genopdragelsesrejse, hvorfor der heller ikke kan meddeles dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at klageren på grund af sin politiske aktivisme i Sudan frygter at blive slået ihjel, kan ikke føre til dispensation af bortfald af klagerens opholdstilladelse. Det bemærkes herved, at dette forhold er opstået efter militærkuppet i Sudan i 2021, mere end 5 år efter klageren repatrierede. Det tilføjes, at klageren vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark. Da klageren ikke opholder sig i Danmark, er der ikke grundlag for at tage stilling til udlændingelovens § 31. Af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, finder Flygtningenævnet endelig ikke, at der foreligger omstændigheder som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om beskyttelse af retten til privatliv og familieliv, der kan føre til et andet resultat, idet klageren og dennes familie [i sommeren] udrejste til hjemlandet, Sudan, og dermed ophævede deres personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Det af klagerens advokat i dennes indlæg af [vinteren 2023/2024] anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2024/1/saba
