Nævnet meddelte i marts 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2016 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 2005 af 22. oktober 2012 om våben og eksplosivstoffer, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. udlændingelovens tidligere § 42 a, stk. 8, 1. pkt. og stk. 10, samt udvist med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien på grund af krigen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i det syriske militær. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han er udrejst illegalt af Syrien. Klageren har særligt henvist til, at borgerkrigen i Syrien har medført, at der sker genindkaldelse af mandskab til aftjening af værnepligt, og at statsløse palæstinensere som klageren selv vil blive indkaldt til tjeneste i en særlig palæstinensisk enhed. Han har endvidere henvist til, at han ønsker at kunne hjælpe med til at forsørge sine søskende og sin mor, der alle er i Europa. Klageren er ved [landsrets] ankedom af [vinteren 2016/2017] udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet henviser herved i det hele til Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], side 5-6. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet bemærker, at dommen, der førte til udvisning af klageren, vedrører forhold begået i 2016. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren efterfølgende er tiltalt eller dømt for personfarlig kriminalitet. Klageren har således ikke efterfølgende udvist en kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Klageren er ved dom af [sommeren] 2023 afsagt af [byret] idømt 3 års fængsel og udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. bl.a. hjemrejselovens § 24. Ved vurderingen af, om denne dom, sammenholdt med dommen fra 2016, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at sidstnævnte dom skyldtes, at klageren i et meget stort antal tilfælde havde tilsidesat sin opholds- og underretningspligt, da han i flere år har været udrejst til [europæisk land A], hvilket er dokumenteret for Flygtningenævnet. Uanset den idømte strafs længde, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at denne dom, sammenholdt med dommen fra 2016, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder således efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.” stat/2024/6/lafal
