Nævnet hjemviste i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1990 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse § 244, stk. 1, § 119, stk. 1, og § 276, jf. § 285, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og muslim fra [by A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil være i livsfare, idet han ikke kender til Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han aldrig har været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Klageren frygter, at han vil være i livsfare på grund af sin opvækst i Danmark, da alle vil være bekendte med det. Den somaliske kultur er meget tætknyttet, og fremmede er derfor udsatte, og folk vil muligvis tænke, at han har penge, fordi han ikke er fra Somalia, og derfor vil de kidnappe ham og slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Vedrørende spørgsmålet om statsborgerskab bemærker Flygtningenævnet, at det er ubestridt, at klagerens forældre ved hans fødsel begge var somaliske statsborgere. Det fremgår endvidere af hans forældres oplysninger til det danske politi ved deres indrejse i Danmark i 1990, at han er født i [by A]. Endvidere har såvel klagerens mor som klagerens far forklaret, at faren har fået udstedt et pas af [foråret] 1990, som også omfattede klageren og hans søskende. Der henvises til akterne vedrørende klagerens forældres asylsag. Det fremgår her af farens asylansøgningsskema af [foråret] 1990, side 9, og morens asylansøgningsskema af samme dato, side 8, at der er udstedt pas som anført. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren er somalisk statsborger. Vedrørende klagerens asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at klageren alene har kunnet henvise til helt generelle forhold. Klagerens forældre fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og klageren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Klagerens forældre indrejste i Danmark sammen med klageren, og kan således ikke have erhvervet danskkundskaber før efter noget tid i Danmark. Det må derfor lægges til grund, at klageren i hvert fald i et vist omfang må have kendskab til somalisk. Vedrørende klagerens anbringende om, at han er opvokset i Danmark, er præget af danske værdier, og derfor er vestliggjort, bemærker Flygtningenævnet, at selv om det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ”vestliggjorte” – herunder ved manglende praktisering af islam – måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er vokset op i en somalisk familie, og derfor må antages at have et grundlæggende kendskab til kulturen og til islam, ligesom han ikke er uden kendskab til somalisk. Han er således ikke uden forudsætninger for at kunne etablere sig i Somalia. De generelle forhold i Somalia, herunder med hensyn til den generelle risiko for tvangsrekruttering og for klankonflikter, kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke føre til, at klageren meddeles asyl. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af 22. september 2023, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. " Soma/2024/3