Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har fået udstedt et visum i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, asylsagsproceduren, modtageforholdene samt brugen af frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst at han frygter for sin sikkerhed i Polen som følge af tilstedeværelsen af personer, som støtter [præsidenten fra klagerens hjemland], som efter det oplyste vil videregive informationer til [myndighederne fra klagerens hjemland] om klageren, hvis han sendes tilbage til Polen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, såfremt klageren ved en overførsel til Polen oplever problemer med privatpersoner, må klageren henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder herom. Nævnet har herved lagt vægt på, at de polske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s Country Report: Poland 2022 Update, udgivet i maj 2023, at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublin returnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvarteringssystemet ved en overførsel til Polen. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”Overcrowding does not appear to be an is-sue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provi-sion of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services -, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases in reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s recep-tion system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from deten-tion.”For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer frihedsberøvelse, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5 og EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, som overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det fremgår af AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29, at: ”According to the NGO Nomada, which provides assistance at various de-tention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few months.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennem-gang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenr.: Dub-Pole/2024/5/JLY.
