Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klageren og hendes medfølgende barns sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at en udsendelse til Italien vil være i strid hensynet til barnets tarv, jf. FN’s børnekonventionens artikel 3 og ICCPR artikel 24, og retten til uddannelse, jf. børnekonventionens artikel 28 og ICESCR artikel 13. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren og hendes medfølgende barn er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Italien fra den [dato i efteråret] 2021 til den [dato i sommeren] 2027. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren og hendes medfølgende barn at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren og hendes medfølgende barn i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren og hendes medfølgende barn har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren og hendes medfølgende barn ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport, ”Country Report: Italy – 2022 Update” fra maj 2023 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale bolig tilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren og hendes medfølgende barn med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun under sit ophold i Italien af de italienske myndigheder fik stillet en bolig til rådighed og fik ydelser, herunder sundhedsbehandling og ydelser til mad, husleje, elektricitet. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at asylsagen skal behandles i Danmark, da en udsendelse til Italien vil være i strid med hensynet til barnets tarv og retten til uddannelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er krav om, at klageren og hendes medfølgende barn socialt set skal kunne leve fuldt ud på samme niveau som italienske statsborgere, og at nævnet finder, at klageren og hendes medfølgende barn vil blive behandlet i overensstemmelse med basale menneskerettigheder. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således ikke i sig selv føre til, at Danmark skal behandle klageren og hendes medfølgende barns asylansøgning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2024/1/DH
