Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk somali og muslim fra [by] i [region] i Somalia. Klageren har ikke i Somalia været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren frygtede endvidere, at det somaliske militær ville tvinge ham til at arbejde for dem. Klageren frygtede endvidere krigen i sit hjemområde, og at han ikke havde noget at vende tilbage til, hvorfor han ville skulle starte helt forfra i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i [foråret] 2013 blev anholdt af [antal] bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Under anholdelsen blev klagerens far slået ihjel. Klageren blev ført til et af al-Shabaabs fængsler, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter [10-15] dage i fængslet blev klageren løsladt, idet al-Shabaab fandt, at han var skadet og psykisk ustabil. Klagerens [familiemedlem] arrangerede herefter klagerens udrejse af Somalia. Flygtningenævnet lagde i afgørelsen [i vinteren] 2019 klagerens forklaring om asylmotivet til grund, men vurderede, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han på daværende tidspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, idet Amison havde kontrollen i klagerens hjemområde, idet al-Shabab ikke kunne bruge klageren i kamp, hvorfor han fik lov at gå, og idet der var forløbet [antal] år. Der er ikke fremkommet oplysninger, som giver Flygtningenævnet grundlag for nu at nå til en anden vurdering af klagerens risiko ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. På baggrund af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger kan nævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter situationen i klagerens hjemområde er forbedret i en sådan grad, at en udsendelse af klageren ikke længere vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8. Det fremgår af sagen, at Flygtningenævnet i afgørelsen [i vinteren] 2019 fandt, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse kunne antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke længere anvendelse, idet vurderingen af en nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse nu skal ske under hensyn til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til privatliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, men ikke i hans familieliv, idet klageren ikke har stiftet familie. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i lov og forfølger legitime formål som omhandlet i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om nægtelsen af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå de angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen heraf skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til respekt for sit privatliv. Det taler imod at anse indgrebet for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at klageren var [15-20] år, da han indrejste i Danmark i [vinteren] 2013. Han er født og opvokset i Somalia og taler og skriver somali. Han har fortsat sin mor i Somalia. Klageren er sund og rask. Klageren vil derfor ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Somalia. Desuden har klageren ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Det taler for at anse indgrebet for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at klageren har opholdt sig i Danmark i [8-11] år. Han taler flydende dansk og mødet i Flygtningenævnet blev gennemført uden, at der var en tolk til stede. Klageren har i Danmark gennemført [gymnasial uddannelse] og har haft arbejde i cirka [1-3] år. Han er i gang med uddannelsen som [...], som han forventer at afslutte i sommeren 2024. Han udfører frivilligt arbejde i [kommune]. Han har således tæt tilknytning til Danmark, hvorimod hans aktuelle tilknytning til Somalia er begrænset. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at der nu er forløbet [4-7] år siden Flygtningenævnet vurderede, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ville være særligt indgribende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk.1. I den periode er der ikke sket negative ændringer i klagerens personlige forhold, herunder navnlig for så vidt angår hans integrationsmæssige forhold. Tværtimod har klageren fortsat haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og er nu påbegyndt en uddannelse i Danmark, ligesom han har fortsat sit frivillige arbejde. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2023/4/DIEI.
