Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens relation til sine børnebørn udgør et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK art. 8, og at en overførsel til Polen vil udgør et uproportionalt indgreb i familielivet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen og herefter trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Polen som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Polen har i overensstemmelse hermed [vinteren 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der bl.a. henvises til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” For så vidt angår det anførte om, at klageren risikerer frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og 5, og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders (EU-Chartret) artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til ophold i landet. Dette forudsættes af, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i EMRK og EU-Chartret. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, der overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det af AIDA’s ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on the Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, fremgår, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29: “According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few month.” Endvidere fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland – 2022 Update”, udgivet i maj 2023, på side 89, at polsk lovgivning indeholder en absolut bestemmelse om, at asylansøgere med fysiske eller psykiske lidelser ikke må frihedsberøves. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det også fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der i Polen er mangelfuld identifikation af sårbarhed. Det bemærkes hertil, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Polen herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylansøgere måtte have. Det forudsættes derfor, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel videregiver relevante oplysninger herom til de polske myndigheder, forudsat at klageren giver samtykke hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre hende til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Endvidere finder Flygtningenævnet, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse, idet betingelserne herfor ikke er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Polen, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren gennem sine børnebørns leveår har haft en kontinuerlig og meget tæt tilknytning til dem, herunder den [9-11 årige] [A], og drengene [B] og [C] på nu [12-15 år]. Hun havde således stort set daglig kontakt med dem via (kommunikationsmiddel), da de boede hos deres forældre i [By]. Endvidere har klageren efter 2019, hvor børnenes [forælder A] flygtede med dem til [land], efter at [kommune] havde truffet afgørelse om anbringelse af børnene udenfor hjemmet, har haft eneansvar for børnene. Børnene har herefter boet hos klageren i [land] i omtrent halvandet år, hvor hun tog sig af dem, ligesom børnene nogle måneder senere fik ophold hos hende igen på grund af alvorlig mistrivsel af dem i form af […] hos [forælder]. Klageren har også efterfølgende, hvor børnene er vendt tilbage til [Land], haft en kontinuerlig og tæt kontakt til dem, hvorunder hun har taget sig af børnene i hjemmet hos hendes [diagnose] voksne [barn som er forælder B]. Flygtningenævnet bemærker desuden, at de polske myndigheder henholdsvis [vinteren 2022] og [vinteren 2023] har anmodet Udlændingestyrelsen om at realitetsbehandle klagerens sag under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet en overførsel af klageren efter de polske myndigheders opfattelse vil medføre et brud på klagerens familieliv. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-Pole/2023/11/YARS
