Nævnet stadfæstedei juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og muslim. Det er lagt til grund, at klageren i overensstemmelse med hans egen oplysning herom stammer fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren afslag på asyl under henvisning til, at styrelsen ikke kunne lægge nogen del af hans forklaring om det påberåbte individuelle asylmotiv til grund, idet styrelsen bl.a. fandt, at forklaringen fremstod utroværdig og konstrueret til lejligheden. Udlændingestyrelsen meddelte imidlertid [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af de samme personer, som slog klagerens bror ihjel i 2012, som følge af, at hans bror havde forsøgt at tage deres fars ejendom tilbage, idet ejendommen var blevet overtaget af ukendte personer fra [navn på klan] klanen under brødrenes ophold i udlandet. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han har en klankonflikt af den ovenfor beskrevne beskaffenhed i Somalia og er i den forbindelse enig i den begrundelse, der er givet herfor af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2023/2024]. Der er ikke i forbindelse med behandlingen af sagen om nægtelse af forlængelse i Udlændingestyrelsen eller under nævnsmødet fremkommet oplysninger, der kan danne grundlag for en anden vurdering af asylmotivet. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det af advokaten anførte om, at Flygtningenævnet ikke tidligere har haft lejlighed til at forholde sig til det individuelle asylmotiv som følge af, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Somalia, og at klageren har oplyst, at han i øvrigt først i forbindelse med mødet med advokaten er blevet bekendt med Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2013/2014] om afslag på asyl under henvisning til de påberåbte individuelle forhold, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. De foreliggende oplysninger om klagerens psykiske forhold i form af en udokumenteret [psykisk lidelse] og (efter klagerens eget udsagn tidligere) misbrug […] og en frygt for stigmatisering ved en tilbagevenden til Somalia som følge heraf har ikke en sådan karakter, at dette kan danne grundlag for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise dette spørgsmål til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2023/2024), finder Flygtningenævnet, at situationen i klagerens hjemby [by], som ligger nær Mogadishu, ikke er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Det er herunder indgået i vurderingen, at ATMIS de facto udøver kontrollen i området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., vil være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, men ikke klagerens familieliv, idet klageren ikke har stiftet familie i Danmark. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter indgrebet har hjemmel i lov og forfølger legitime formål som det fremgår af EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendig i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Somalia). Klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2012/2013] som [30-33] -årig. Hans opholdstilladelse udløb [i vinteren 2018/2019]. I perioden mellem [efteråret] 2014 og [vinteren 2014/2015] opholdt klageren sig efter sine egne oplysninger i [land A] for at modtage (alternativ) behandling for en psykisk lidelse, og han er i folkeregistreret registreret som udrejst af Danmark til Somalia [i foråret] 2014. Klageren har endvidere oplyst, at han omkring [foråret] 2018 udrejste af Danmark og kom til [land B], hvor han blev frihedsberøvet og opholdt sig i 4-5 måneder, inden han af de [myndighederne i land B] blev sendt tilbage til Danmark primo 2019 i medfør af reglerne i Dublin-forordningen. Klageren har oplyst, at formålet med udrejsen af Danmark i 2018 var, at han ville opholde sig i [land C]. Efter tilbagevenden til Danmark i [vinteren 2018/2019] har han boet hos venner og bekendte samt på [opholdssted]. Han har ikke haft faste udgifter og har nogle gange fået 100 eller 200 kr. af folk, han kender, ligesom han har samlet pant. Af og til har han også spist i forskellige somaliske foreninger. Af skattemyndighedernes indkomstoplysninger fremgår alene, at klageren har modtaget kontanthjælp i perioden fra [vinteren 2013/2014] til [efteråret] 2014. Klageren har kortvarigt gået på dansk sprogskole, men afbrød undervisningen, da han erfarede, at alle, ligesom klageren, kunne tale engelsk. Han kan forstå og tale lidt dansk. Klageren har ikke været i beskæftigelse, praktik eller lignende i Danmark. Klageren har ingen familiemedlemmer i Danmark. Klageren er somalisk statsborger og født i Somalia, hvor han efter egne oplysninger boede frem til, han var [9-12] år gammel i [1990-1993], hvor han flyttede til [land D], hvor han boede indtil [2008-2011]. Han er muslim. I 2008 flyttede klageren til [land E]. Han flyttede i 2012 tilbage til Somalia og opholdt sig i hjemområdet i en kortere periode frem til udrejsen. Klageren har oplyst, at han taler og skriver somali, ligesom han i et vist omfang under opholdet i Danmark er kommet i somaliske miljøer. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren har væsentlige somatiske lidelser. Han kan således ikke anses for uden forudsætninger for at etablere sig i Somalia. Efter en samlet afvejning af de ovenfor nævnte forhold, herunder fraværet af aktiviteter, der har styrket klagerens tilknytning her til landet, finder Flygtningenævnet, at klagerens tilknytning til Danmark må anses for at være så begrænset over for oplysningerne om hans tilknytning til oprindelseslandet Somalia, at det ikke vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. De foreliggende oplysninger om klagerens psykiske helbred i form af en [psykisk lidelse] og […] misbrug, som klageren ikke aktivt har søgt lægelig behandling for her i landet, har ikke en karakter, der kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2024/14/diei
