Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompe-tence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvartering forholdene for asylansøgere i Tyskland. DRC Dansk Flygt-ningehjælp har desuden henvist til, at klageren under sit ophold i Tyskland har modtaget trusler, og at han efter sin indrejse i Danmark har fået en kæreste.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tysk-land dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det be-mærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke vil tilbage til Tyskland, fordi han ikke føler, at han blev behandlet ordentligt, idet han blandt andet ikke blev taget alvorligt af personalet i asylcentret, og fordi indkvarteringen var kaotisk og presset, da der blev solgt og ind-taget rusmidler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de ge-nerelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren videre har oplyst, at han under sit ophold i Danmark har fået en kæreste, og at de har været sammen i nogle måneder og ønsker at blive gift, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. Dublinforordningens artikel 2, litra g. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke er tale om et ægteskabslignende for-hold eller fast samliv henset til, at klageren har oplyst, at de alene har været sammen i nogle måneder og ikke har haft et fast samliv. Det af klageren anførte om, at han under sit ophold i Tyskland har modtaget trusler fra sin familie, og at han i den forbindelse flere gange har henvendt sig til politiet i Tyskland, men at de ikke gjorde noget, hvorfor han har mistet tilliden til de tyske myndigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at klage over det tyske politi og asylcentret til de overordnede myndigheder i Tysk-land. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asyl-ansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtnin-genævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2024/9/sme
