Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet henvist til at klageren har en ægtefælle i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter sin forklaring er bange for sine [familiemedlemmer] i Tyskland, da hun forventer, at de vil være voldelige eller slå hende ihjel, fordi [familiemedlem A] ønsker, at klageren skal giftes med [familiemedlem B], selvom hun er religiøst viet med sin herboende partner, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det tyske politi, idet det tyske politi må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Nævnet finder endvidere, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv mellem klageren og hendes partner henset til, at klageren har oplyst, at de alene har boet sammen i den tid, hvor hendes asylsag har været verserende i Danmark. Det forhold, at klageren og hendes partner, betragter sig som ægtefæller, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/14/JLY.
