Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for klagen til, at Sverige bør anmodes om at overtage klagerens sag, idet hans mindreårige lillebror er blevet overført til Sverige, og hans øvrige familiemedlemmer opholder sig i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Det følger endvidere af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette kan bl.a. være under henvisning til familielivet. Som anført ovenfor har klageren først søgt om og fået afslag på asyl i Tyskland, men er efterfølgende, inden hans sag var endelig afgjort, rejst videre mod Sverige for at søge om asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. artikel 18, stk. 1, litra d, hvilket Tyskland den [dato i efteråret] 2023 også har accepteret. Klagerens mor og søskende har som anført også søgt om og fået afslag på asyl i Tyskland og er nu alle i Sverige, der efter det op-lyste har overtaget ansvaret for familiens sager, efter først at have afvist dette med henvisning til, at Tyskland var forpligtet til og havde accepteret at modtage dem i henhold til forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Med hensyn til lillebroren har Sverige over for Danmark accepteret at overtage ansvaret i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 2, jf. artikel 8, stk. 1. Da Udlændingestyrelsen den [dato i efteråret] 2023 traf afgørelse om overførsel af klageren til Tyskland havde Tyskland også accepteret at overtage klagerens mor og søstre, og klageren ville således ved en overførsel til Tyskland være blevet forenet med sin familie. Klageren opholder sig nu alene i Danmark, hvor han ikke har familie eller anden tilknytning, ligesom der ikke er oplyst andre forhold, der kan begrunde, at Danmark skal behandle klagerens asylsag, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Klageren boede sammen med sin familie i [hjemlandet] forud for udrejsen, og han boede også sammen med dem i Tyskland. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren udøvede et familieliv med sin mor og søskende omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herefter og da klagerens familie ikke længere skal sendes til Tyskland, finder Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen skal anmode Sverige om at overtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 2. Da der som anført ovenfor ikke er grundlag for, at Danmark overtager klagerens sag efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, skal klageren, hvis Sverige ikke accepterer at overtage klageren, overføres til Tyskland i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2023. Klageren skal herefter, hvis Sverige ikke inden den [dato i sommeren] 2024 har accepteret at overtage klageren, overføres til Tyskland.” Dub-Tysk/2024/13/DH
