Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien og til klagerens helbredmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitima-tion. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager [i oktober] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forhol-dene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemær-kede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en mid-lertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 9. april 2024 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelses-tilstanden sammenholdt med de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Italien ikke kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfø-rer en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Nævnet har endvidere lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagernes helbredsmæssige forhold, herunder at klageren lider af mavesmerter, samt at han har psykiske udfordringer og har oplyst, at han mærker ubehagelige energier i sin krop og i sit sind, der nogen gange forsøger at få ham til at gøre ting, som han ikke har lyst til, kan ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren i Italien må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholder sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update 2022, side 161 ff., at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til sundhedsbehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Ital/2024/23/CARA
