Nævnet meddelte i december 2023 opholdstilladelse (K-status) til mandlig en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har [i vinteren 2020/2021] stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren fortsat isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Denne genoptagelsessag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren på nuværende tidspunkt fortsat er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren har til støtte for, at han ikke bør udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, navnlig gjort gældende, at han ved ankedommen ikke er dømt for en særlig farlig forbrydelse, at han ikke er til fare for det danske samfund, og at hensynet til familiens enhed i øvrigt taler for, at han meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har herunder henvist til, at han ikke er dømt for anden personfarlig kriminalitet, og at de [antal] andre personer, der blev dømt ved ankedommen, herunder de [antal] medgerningsmænd, ikke er blevet udelukket fra opholdstilladelse. Hertil kommer, at han er blevet gift og har fået et barn, og at det bør tillægges vægt, at han fortsat ikke kan udsendes til Syrien. Overordnet om vurderingen i sagen: Da ansøgeren som anført er udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år ved dom af [vinteren 2018/2019] afsagt af [byret] som stadfæstet af [landsret] [i sommeren] 2019 og dom af [vinteren 2021/2022] afsagt af [byret], er der truffet afgørelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af denne bestemmelse, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse: Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Det fremgår, at ansøgeren ved [landsrets] ankedom af [sommeren] 2019 blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han [i foråret] 2018 i forening med [antal] medgerningsmænd eksponerede [antal] forurettede for [gerningsbeskrivelse], idet det var ansøgeren, der førte [våben]. De forurettede har efter de lægelige oplysninger ikke været i livsfare, men det er anført, at [skadesbeskrivelse] kan forårsage læsioner af de underliggende organer og blodkar med deraf følgende risiko for påvirket åndedræts- og kredsløbsfunktion og dermed livsfare. Straffen, der er idømt som en tillægsstraf, er udmålt til fængsel i 10 måneder. Det er af retten lagt til grund, at den konkrete episode havde sin baggrund i et opgør mellem de pågældende, idet [gerningsbeskrivelse]. Efter navnlig arten og karakteren af volden finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved ankedommen må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet: Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på ene side anføres, at ansøgeren er dømt for i forening med andre at have deltaget i et planlagt overfald [gerningsbeskrivelse, som] kunne have medført livsfare, at det var ansøgeren, der førte [våbnet], og at straffen er udmålt til fængsel i 10 måneder. På den anden side kan det anføres, at overfaldet var et gensidigt opgør inden for et bestemt miljø, at den ene af de [antal] forurettede selv blev dømt i sagen for at have påført ansøgeren [skadesbeskrivelse], at ansøgeren kun var [i starten af tyverne] på tidspunktet for episoden, at ansøgeren hverken før eller efter ankedommen er dømt for anden personfarlig kriminalitet, at episoden fandt sted i [foråret] 2018 og således for mere end 5 år siden, og at ansøgeren efter det oplyste har haft en problemfri afsoning i varetægtsfængsel. Der kan tillige peges på ansøgerens personlige forhold, herunder at han er blevet gift og har fået et barn samt har øvrig familie her i landet, og at han før den pådømte kriminalitet har haft tilknytning til arbejdsmarkedet som [stilling A] og [stilling B] og ejer af en virksomhed, der udførte denne type arbejde. På den anførte baggrund og efter ansøgerens forklaring i nævnsmødet finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren i [vinteren 2021/2022] er dømt for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt efter hjemrejseloven, kan efter sagens omstændigheder ikke føre til en ændret vurdering. Konklusion: Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2023/17/LEUDS
