Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og oprindelig yarsan af trosretning fra [by A] i [provins A], Iran. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, tortureret og slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har smuglet godsvarer som [godsvarer A], [godsvarer B] og [godsvarer C] mellem [land A] og Iran. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som et nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Bemærkninger Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [i efteråret] 2016 truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på baggrund af sit oprindelige asylmotiv. Det fremgår af afgørelsen, at Flygtningenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold af central betydning for hans asylmotiv. På denne baggrund har Flygtningenævnet ved den samlede vurdering af ansøgerens nu påberåbte asylmotiv lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed som udgangspunkt må betragtes som svækket i en sådan grad, at den eventuelle tvivl, som almindeligvis må komme en asylansøger til gode, ikke er gældende i denne sag. Konvertering til kristendommen Flygtningenævnet skal vurdere, hvorvidt ansøgerens angivne konvertering til kristendommen er et udtryk for en reel religiøs overbevisning. Det bemærkes først og fremmest, at ansøgeren har oplyst, at han nogle måneder efter Flygtningenævnets afgørelse af [i efteråret] 2016 om afslag tilfældigt mødte sin daværende advokat på asylcentret, hvor han fortalte advokaten, at han deltog i en række kirkelige aktiviteter. Ansøgerens advokat har efter denne samtale indgivet en ansøgning om genoptagelse [i vinteren 2016/2017] af asylsagen under henvisning til, at ansøgeren var konverteret til kristendommen. På baggrund af ansøgerens oplysninger om omstændighederne i forbindelse med denne kontakt med advokaten kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have oplyst at være konverteret til kristendommen, ligesom det forekommer usikkert, hvorvidt ansøgningen om genoptagelse i det hele taget er indgivet efter aftale med ansøgeren. Ansøgeren har videre forklaret om denne samtale, at advokaten spurgte ham om, hvorvidt han var blevet døbt. Det var han ikke, men det blev han omkring 4-5 måneder senere efter en dåbsforberedelse på omkring 10 møder. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren få måneder efter samtalen med advokaten, hvor ansøgeren måtte have fået en forståelse af betydningen af en dåb for en eventuel genoptagelse af hans asylsag, lod sig døbe. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren, først efter at Flygtningenævnet havde tilsidesat hans forklaring om hans oprindelige asylmotiv, har forklaret om sin interesse for kristendommen og sin deltagelse i kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har herunder forklaret omfattende om, hvorledes han under sit ophold [i efteråret] 2016 på asylcentret i [by B] mødte en person, som overbeviste ham om hans tro på kristendommen. Det bemærkes, at ansøgerens ophold på dette asylcenter alene varede 3 uger, og i øvrigt fandt sted omkring to måneder efter Flygtningenævnets afgørelse om afslag. Ansøgerens forklaring om mødet med den pågældende person – og hans overbevisning om sin tro på kristendommen – forekommer ikke mindst på baggrund af den tidsmæssige sammenhæng med Flygtningenævnets afgørelse påfaldende. Ansøgeren har under nævnsmødet udvist et betydeligt kendskab til kristendommen, herunder kristne højtider og bibelske fortællinger samt betydningen heraf, men nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på nogen overbevisende måde har været i stand til at redegøre nærmere om baggrunden for sin konvertering. Ansøgeren har således under nævnsmødet besvaret spørgsmål om baggrunden for hans konvertering alene med henvisning til, at kristendommen for ham er mere favnende overfor alle, og at han i kristendommen kan bede direkte til sin Gud, hvilket ikke er tilfældet i yarsan-troen. Det må ved vurderingen af ansøgerens konvertering også tages i betragtning, at ansøgeren ikke har praktiseret sin religion i Iran. Han har forklaret, at han anser sig som kulturtroende yarsan, men at han ikke har praktiseret sin religion ud over at efterleve denne religions kulturelle normer i Iran. Efter en samlet vurdering af disse forhold lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde for og tanker om sin konvertering til kristendommen forekommer ureflekteret. Han har således ikke på nogen troværdig måde været i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces, men hans tilknytning til kristendommen fremstår snarere som en tilknytning af social karakter end en indre overbevisning af religiøs karakter. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter, og vurderer således, at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Nævnet bemærker, at fremlæggelsen af udtalelser om ansøgerens kirkelige aktiviteter blandt andet i form af ansøgerens deltagelse i en kristen sommerlejr og gudstjenester ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/61/Saba
