Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, der var født Danmark.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Iran. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få problemer afledt af sine forældres konflikt med de iranske myndigheder, idet de har udført politiske aktiviteter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran i [1985-1995] grundet politisk forfølgelse som kurdere, der fandt sted forud for ansøgerens egen fødsel i Danmark. Ansøgerens forældre blev på et for ham ukendt tidspunkt tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder, hvorfra de formåede at flygte. Ansøgeren har fået af vide af sin far, at den iranske regering var efter faren personligt af for ansøgeren ukendte årsager. Ansøgeren har oplyst, at han som søn af sine forældre vil være efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgerens forældre har ønsket at komme videre, hvorfor de ikke har været politisk aktive under deres ophold i Danmark. Ansøgeren har ikke selv været politisk aktiv. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive retsforfulgt i Iran for de forhold, som han er dømt for i Danmark. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han efter samtaler med bekendte, sin far og gennem en dokumentar har fået kendskab til, at der anvendes dobbeltstraf i Iran, særligt ved den karakter af kriminalitet, som han har begået i Danmark. Det er kun ansøgerens forældre og tætteste venner, der har kendskab til indholdet af ansøgerens dom i Danmark. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvordan at de iranske myndigheder skulle få kendskab til indholdet af ansøgerens dom, men han føler sig sikker på, at oplysningen vil blive videregivet eller opfanget på en eller anden måde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter at blive betragtet som en landsforræder af de iranske myndigheder og som følge heraf blive idømt dødsstraf grundet sin opvækst i Vesten, idet han er blevet vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det i Iran er uacceptabelt at være vestligt påvirket i sprog, udseende og opførsel. Han har ikke de samme værdier, idet han ikke skelner mellem shia- og sunnimuslimer, ligesom han ikke følger alle religiøse praksisser. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han frygter de generelle forhold for etniske kurdere i Iran, idet kurdere i Iran generelt ikke bliver anerkendt, ligesom deres rettigheder ikke bliver respekteret. Dette kommer til udtryk i forskelsbehandling, chikane, vold og vilkårlige ulovlige anholdelser og fængslinger, der foretages af både de iranske myndigheder og lokalbefolkningen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at hans far i [1990-2000] blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgerens far således ikke fandtes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har selv forklaret, at faren ikke har været politisk aktiv i Danmark. Farens konflikt med de iranske myndigheder ligger nu cirka [25-35] år tilbage, da faren indrejste i Danmark i [1900-2000]. Ansøgeren må i forhold til de iranske myndigheder anses for at være helt uprofileret. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens fars forhold kan medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. For så vidt angår risikoen for dobbeltstraf finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at de iranske myndigheder nødvendigvis vil blive gjort bekendt med den dom, der er afsagt over ansøgeren i Danmark. Dertil kommer, at forbrydelser af den omhandlende karakter efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vil udløse særskilt straf i Iran, medmindre der i Iran befinder sig en krænket part, der kan rejse sagen over for de iranske myndigheder. Der foreligger ikke oplysninger om, at dette skulle være tilfældet. Risikoen for dobbeltstraf kan derfor heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren muligt kan blive indkaldt til aftjening af værnepligt, såfremt han udsendes til Iran. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere og straf for unddragelse eller desertering fra militærtjeneste kan ikke i sig selv betragtes som forfølgelse. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at straffen for militærunddragelse i Iran kan være bøder, fængsel eller inddragelse af kørekort o.l., hvilket ikke udgør en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse begrundet i de påberåbte forhold vedrørende værnepligt. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren, fordi han angiveligt er vestliggjort, vil risikere forfølgelse, bemærker Flygtningenævnet, at der ikke foreligger baggrundsoplysninger, der sandsynliggør, at en iransk mand, alene på grund af et langvarigt ophold i Vesten eller en eventuel vestlig adfærd, vil påkalde sig opmærksomhed og i den forbindelse risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder heller ikke anledning til at hjemvise sagen. Da Flygtningenævnet herefter ikke finder, at de påberåbte forhold kan føre til opholdstilladelse, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/60/aalk
