Nævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af [bestemmelser i straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Klageren er etnisk hazara fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han er blevet kristen her i landet og grundet sin konversion til kristendommen frygter for sin sikkerhed ved en tilbagevenden til sit hjemland. Klageren har endvidere som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter sin [nære familiemedlems] fjender. Klageren har videre som asylmotiv primært henvist til, at han ved tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for forfølgelse fra Taliban, idet han fremstår og vil blive betragtet som vestliggjort. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har opholdt sig i Danmark i mere end [15-20] år og ikke vil kunne falde naturligt ind i lokalmiljøet. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet fortsat ikke kan lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver, herunder klagerens konversion til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet henviser herom til Flygtningenævnets tidligere afgørelser og bemærker, at klagerens forklaring og fremtræden under nævnsmødet ikke har bestyrket, at konversionen er reel. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han er i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som "vestliggjort", herunder fordi han har tilegnet sig vestlig levevis og kultur og har begrænsede sprogkundskaber i dari, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, i baggrundsmaterialet blandt andet er beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, fra januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det blandt andet af ovenfor nævnte rapport fremgår: “…Individuals perceived as “Westernized”..... The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan's social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …" Af referatet fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. august 2022 fremgår det herudover blandt andet, at vedrørende spørgsmålet om "westenization" var der blandt medlemmerne enighed om, at det relevante for asylvurderingen er, om klageren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at klageren vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærker nævnet, at klageren i 2001 som [8-11 årig] udrejste af Afghanistan og indrejste i Danmark. Han har haft sin skolegang samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han drikker alkohol og spiser dansk mad. Han må, uanset at han ikke kan anses reelt at være konverteret til kristendommen, anses for at leve som en ”kulturkristen” i Danmark. Han har haft en dansk kæreste og har et barn på nu [0-3 år] med denne. Han taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Han har tatoveringer, herunder en tatovering der må anses som uforenelig med islam. Han taler begrænset dari, men ikke pashto. Han må anses for at have en meget begrænset tilknytning til Afghanistan, hvor han efter det oplyste ikke har familie eller øvrigt netværk. Hertil kommer, at klageren lider af blandt andet [diagnose A] og [diagnose B] og tager en større mængde medicin herfor. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed, således at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. [Flygtningenævnets stillingtagen til udsættelse af sagen]. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet efter en konkret vurdering og henset til sagens forløb heller ikke finder grundlag for at hjemvise sagen, fordi Udlændingestyrelsen ikke har partshørt klageren om, hvorvidt han anser sig som en fare for samfundet, forud for Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021. Klageren er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2020 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af [bestemmelse i straffeloven]. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, der er begået i 2019, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf på 2 år og 6 måneder og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen vægt på karakteren af kriminaliteten, hvor klageren er dømt for [gerningsbeskrivelse]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren tidligere er straffet flere gange med fængsel for personfarlig kriminalitet og også for overtrædelse af våbenloven. Det kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning, at klageren ikke er straffet for kriminalitet efter sin løsladelse i [sommeren] 2021, at han har et barn, og at der ikke foreligger belastende oplysninger om klagerens opførsel under afsoningen og på udrejsecenteret. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af de begåede forbrydelser i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Klageren, der er [i starten af 30’erne], indrejste i Danmark i 2001. Klageren taler flydende dansk. Klageren har et barn med en tidligere kæreste, og klagerens mor og flere søskende, som han har kontakt med, bor i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den begåede kriminalitet og klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2023/73/kdo
