Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt to børn, der var meddelt konventionsstatus i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til barnets tarv samt, at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – på baggrund af oplysninger i EURODAC-registret lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning i Østrig [i efteråret] 2016. Oplysningerne stemmer også overens med klagerens egne oplysninger til sagen, herunder det østrigske konventionspas for flygtninge, som klageren har fremlagt. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 har oplyst, at hun ikke har konflikter i Østrig, hverken med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Klageren har endvidere oplyst, at hun månedligt har fået udbetalt cirka 800 euro af de østrigske myndigheder, og at hun under sit ophold i Østrig har boet hos [et familiemedlem i en by i Østrig] og har gået på sprogskole. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har fået den fornødne beskyttelse i Østrig, og at de østrigske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde tilstrækkelig beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed. Det forhold, at klagerens ægtefælle, som ligeledes er far til klagerens børn, har opholdstilladelse i Danmark, og det af klageren anførte om, at hun gerne vil opholde sig i samme land som sin ægtefælle, kan ikke føre til, at Østrig ikke i den konkrete sag kan tjene som klagerens førte asylland, og at klagerens asylansøgning derfor bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 2023/2024] om blandt andet hensynet til familiens enhed og barnets tarv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3 og artikel 9, kan således ikke føre til en ændret vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning om asyl, jf. herved udlændingelovens § 29 b. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet i den foreliggende sag ikke har kompetence til at tage stilling til klagerens ret til at udøve et familieliv med sin herboende ægtefælle, og at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens personlige og individuelle forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29 b-Østr/2023/1/mlvt
