Nævnet meddelte i januar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev ved ankedom i 2022 idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst at have deltaget i en til to demonstrationer i Syrien i perioden 2013-2014. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til militæret af enten de syriske myndigheder, det kurdiske parti Partiya Karkeren Kurdistan (PKK) eller det arabiske parti "Al-Difa' Al-Watani", hvilket han ikke ønsker af samvittighedsmæssige grunde. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de kurdiske styrker har kontrollen i [by A], og at alle mænd over 18 år er påtvunget at aftjene militærtjeneste for PKK. Klageren har hertil oplyst, at han to gange er blevet stoppet ved PKK kontrolposter, og at han ligeledes har været frihedsberøvet af PKK i én dag. Klageren har videre oplyst, at han er blevet stoppet flere gange ved Al-Difa' Al-Watani kontrolposter og i forbindelse hermed også en gang er blevet forsøgt tilbageholdt. Klageren har endvidere oplyst, at de syriske myndigheder i 2015 opsøgte klageren på familiens bopæl på et tidspunkt, hvor klageren ikke var hjemme. De syriske myndigheder har ligeledes opsøgt klageren på familiens bopæl fire år efter, at han var udrejst af Syrien. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er en mand i den militærpligtige alder og dermed er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste ved den syriske hær. Klageren har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom af [oktober] 2022 idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 2446 af 12. december 2021 om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 59, ved [konkret omstændighed i sagen] at have solgt hash og været i besiddelse af skunk og hash med henblik på videreoverdragelse. Flygtningenævnet skal herefter i første række tage stilling til, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand, idet det samtidig bemærkes, at det er ubestridt, at klageren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 1. led, om en udlænding, der må anses for en fare for landets sikkerhed. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement, hvilket kunne tale for, at begrebet (der er indeholdt i en undtagelsesbestemmelse) fortolkes indskrænkende. For det andet må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er dømt for ikke blot en ”farlig forbrydelse”, men ”en særlig farlig forbrydelse”. Om den nærmere fastlæggelse af det nævnte begreb er anført blandt andet følgende i Andreas Zimmermann (red.), The 1951 Convention Relating to the Status of Refugees and its 1967 Protocol (2011), s. 1420 f.:”2. ‘…of a particularly serious crime…’The double qualification of being a ’particularly serious’ crime which might give rise to ab exemption, emphasizes the highly exceptional character of exclusions under Art. 33, para. 2. The term ‘serious crime’ commonly refers to crimes such as homicide, rape, child molesting, wounding, arson, drugs trafficking, and armed robbery. The use of the word ‘particularly serious’ indicates that even when the refugee has committed a serious crime, refoulement is only warranted when account has been taken of all mitigating and other circumstances surrounding the commission of the offence. The qualification furthermore makes it clear that the applicability of the exclusion clause is not dependent upon whether the act for which a refugee is convicted is classified under certain categories of punishable offences such as Verbrechen and Vergehen in Germany. The important factor is that the is ’particularly serious’, so that its perpetration may be described as ‘a danger to the community’. […].3. ’…constitutes a danger to the community of that country’ […].” Om betydningen af begrebet en særlig farlig forbrydelse er anført blandt andet følgende i The Refugee Convention 1951, The Travaux preparatories analysed with a commentary by dr. Paul Weis (1990), s. 245 f.: “As to criminal activities, the word ‘crimes’ is not to be understood in the technical sense of any criminal code but simply signifies a serious criminal offence. Two conditions must be fulfilled: the refugee must have been convicted by final judgment for a particularly serious crime, and he must constitute a danger to the community of the country. What crimes are meant is difficult to define since the principle that the criminal, not the crime, is to be punished applies. Certainly, capital crimes such as murder, rape, armed robbery and arson are included. However, even a particularly serious crime, if committed in a moment of passion, may not necessarily constitute the refugee as a danger to the community. On the other hand, a refugee who has committed a particularly serious crime and many minor offences may well, as a habitual criminal, constitute a danger to the community. The principle of proportionality has to be observed, that is, in the words of the UK representative at the Conference, whether the danger entailed to the refugee by expulsion or return outweighs the menace to public security that would arise if he were permitted to stay.” Klageren er idømt 60 dages ubetinget fængsel for forsætlige forhold vedrørende videreoverdragelse af hash m.v. [konkret omstændighed i sagen]. Det fremgår af sagen, at her var tale om en relativt mindre mængde hash og skunk. Der er ved dommen henvist til lov om euforiserende stoffer § 3, hvor det fremgår, at overtrædelser af loven eller de i medfør af denne udfærdigede forskrifter straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Flygtningenævnet finder, at sådanne lovovertrædelser efter en konkret vurdering og under visse omstændigheder vil kunne betragtes som en særlig farlig forbrydelse. Ved vurderingen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, kan lægges vægt på blandt andet (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022, selvom den angik overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 2446 af 12. december 2021 om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 59, ved [konkret omstændighed i sagen] at have solgt hash og været i besiddelse af skunk og hash med henblik på videreoverdragelse, særligt henset til den idømte strafs længde på fængsel i 60 dage, ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Allerede på den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke ansøgeren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2023 og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/4/Sael
