Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle er bosat i Danmark, hvorfor ansøgningen om asyl burde behandles her af hensyn til familielivet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Såfremt der ikke kan udpeges en ansvarlig medlemsstat efter kriterierne i kapitel III, følger det af forordningens artikel 3, stk. 2, at det er den medlemsstat, hvor ansøgning om asyl er indgivet første gang, som er ansvarlig. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at klageren har en partner i Danmark, der er [statsborger i et europæisk land]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klagerens partner ikke er omfattet af ansvarskriterierne, der er fastsat i Dublinforordningens kapitel III, idet klagerens partner, efter det oplyste, er [har statsborgerskab i et europæisk land] og dermed ikke falder inden for anvendelsesområdet af artikel 9 og artikel 10, da hun ikke er en person, der har eller har ansøgt om international beskyttelse. Efter Flygtningenævnets praksis gælder dette, uanset at klagerens partner oprindeligt fik opholdstilladelse i [det europæiske land] i form af international beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, jf. artikel 3, stk. 2, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes hertil, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl, idet det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, jf. præamblens punkt 14 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det følger af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. Det fremgår videre af præamblens punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet bemærker hertil at henset til, at hovedprincippet i forordningen er, at en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, der identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde for at fravige dette hovedprincip. Desuagtet at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren har oplyst, at han og hans partner, [A], blev religiøst viet på et ukendt tidspunkt i 2019, og at klageren fik den religiøse vielse registreret ved de syriske myndigheder i [foråret] 2022. Nævnet har imidlertid lagt vægt på, at der alene har været et begrænset familieliv mellem klageren og [A] forud for klagerens indrejse i Danmark [i efteråret] 2023, idet de alene har set hinanden to gange efter den religiøse vielse. Det forhold at klageren har oplyst, at hans og [A’s] forhold blev indledt allerede i 2005, og at de har boet sammen i Syrien i forbindelse hermed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at [A] udrejste af Syrien til [europæisk land] i 2012 eller 2013, hvor hun indgik ægteskab med en anden mand, ligesom klageren selv, efter [A’s] udrejse, indgik ægteskab med en anden kvinde i Syrien. Nævnet bemærker videre, at klageren og [A], efter de blev skilt fra deres respektive ægtefæller, ikke har forsøgt at gøre yderligere tiltag for at etablere et familieliv sammen, idet klageren har oplyst, at de ikke ønskede at søge om familiesammenføring, fordi de havde fået at vide, at dette var en lang proces. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at de [i efteråret] 2023 indgav ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne. Nævnet bemærker hertil, at SIRI [i vinteren 2023/2024] har meddelt afslag herpå. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at [A] som [statsborger i et europæisk land], som udgangspunkt vil kunne rejse til og opholde sig i Tyskland på lige fod med EU-statsborgere, og at de således der vil kunne udleve deres familieliv. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/6/sahe
