Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle som hun er religiøst viet med, bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har da også i [efteråret 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold at klageren har oplyst, at hun er religiøst viet med en herboende [mellemøstlig] statsborger, kan ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet har her lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle aldrig har boet sammen, ligesom klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun alene har haft kontakt til sin ægtefælle igennem [socialt medie], ligesom de først mødte hinanden i Danmark efter klagerens indrejse. Det forhold, at klagerens ægtefælle til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han er ved at søge om dispensation i Familieretshuset til indgåelse af ægteskab kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at ”Afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i dette kapitel sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat”. Det følger heraf, at det er situationen i [sommeren 2022], hvor klageren søgte om asyl i Tyskland, der er afgørende. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at klagerens ægtefælle ikke på det tidspunkt var omfattet af forordningens familiebegreb i artikel 2, litra g, idet deres religiøse vielse ikke var registreret ved en civil myndighed. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2024/3/LODU
