Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren føler sig bedre behandlet i Danmark end i Tyskland samt, at han har et netværk i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland, og at han herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at det tyske politi efter klagerens ankomst til Tyskland ikke behandlede ham godt under en [episode], herunder at de ikke hjalp ham, da han fortalte dem, at han havde ondt flere steder i kroppen, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at klage over det tyske politis behandling af klageren til den relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det forhold, at klageren føler sig bedre behandlet i Danmark af både privatpersoner og myndigheder, samt at han ønsker at være i Danmark, idet klageren har hørt, at Danmark er mere lovmæssigt ordentligt end Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren har et netværk i Danmark, og at han mener, at det derfor vil være lettere for ham at integrere sig i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke har familie i Danmark, hvorfor det omtalte netværk ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/1/MSI
