Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøgning behandlet på ny i en anden medlemsstat. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en konflikt med en privatperson i Sverige, kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med [denne privatperson] i Sverige, må klageren henvises til at rette henvendelse til de svenske myndigheder herom, som må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Heller ikke det oplyste om klagerens psykiske helbred kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at der i Dublinforordningens artikel 32 er mulighed for, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”: Dub-Sver/2024/1/JURO
