dub-pole20241

Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for frihedsberøvelse samt adgangen til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger om risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s Country Report: Poland 2022 Update, udgivet i maj 2023, at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublin-returnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvarteringssystemet ved en overførsel til Polen. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler, og der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”Overcrowding does not appear to be an issue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services -, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases in reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention.” For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive frihedsberøvet, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5 og EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (application number 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, som overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det af AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29, at: ”According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few months.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med medlemsstaternes internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Det af klageren anførte om, at han har fået det psykisk dårligt og er begyndt at isolere sig og føle sig ensom efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2023, og at han frygter, at hans helbredsmæssige tilstand vil forværres ved en overførsel til Polen, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Polen ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Polen har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af AIDA’s Country Report: Poland 2022 Update, udgivet i maj 2023, at: ”Access to health care for asylum seekers is guaranteed in law under the same conditions as for Polish nationals who have health insurance. Health care for asylum seekers is publicly funded. If an asylum seeker is deprived of material reception conditions or they are limited, they are still entitled to health care. […] Health care for asylum seekers includes treatment for persons suffering from mental health problems. In 2022, psychologists worked in all centres for at least 4 hours a week for every 120 asylum seekers. This was extended to 1 hour for every additional 50 asylum seekers. Asylum seekers can also be directed to a psychiatrist or a psychiatric hospital.” Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af klageren anførte om, at han ønsker at bo i Danmark, idet han føler sig sikker, tryg og værdigt behandlet i landet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Polen i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præferencer for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det af klageren anførte om, at han ved en overførsel til Polen frygter at blive udsat for overgreb, idet han har hørt, at flygtninge med [etnicitet] behandles dårligt, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for det påståede eller på anden måde sandsynliggjort, at de polske myndigheder diskriminerer asylansøgere på baggrund af deres etnicitet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det må bero på klagerens egen formodning, at han ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for diskriminerende behandling af de polske myndigheder som følge af sin etnicitet. For så vidt angår det af klageren anførte om, at klagerens herboende [slægtning] kan bistå klageren med sin integration i Danmark og yde hjælp og støtte til klageren, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse, idet betingelserne herfor ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/1/MLVT