Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk belaruser og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Belarus. Ansøgeren har været medlem af det hviderussiske parti, [parti]. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med sin asylsag i 2016 henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive idømt en lang fængselsstraf af de belarusiske myndigheder, idet han har været medlem af partiet, [parti]. Han blev i den forbindelse anklaget for at have hjulpet kriminelle grupper, der handlede med [euforiserende stoffer]. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med sin verserende asylsag oplyst, at han har under sit ophold i Belarus, efter sin udsendelse af Danmark, har deltaget i politiske demonstrationer, og at han har været anholdt, hvorfor han udrejste af Belarus igen for at søge om asyl i Danmark. Ansøgeren har heller ikke givet møde i Flygtningenævnet. Som også anført af Udlændingestyrelsen påhviler det ansøgeren at meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelsen af, om en opholdstilladelse kan gives i henhold til loven, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes endvidere, at der ikke er noget til hinder for, at ansøgeren udsendes til Belarus, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2022/2/ROZ