Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], [område]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede de afghanske myndigheder, idet myndighederne associerede hele klagerens familie med Taliban. Klageren frygtede endvidere Taliban og sin familie, idet de mistænker ham for at samarbejde med myndighederne og dermed være skyldig i angrebet på familiens bopæl i 2007. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at klagerens afdøde far havde været medlem af [politisk parti 1 og Taliban]. Klagerens far deltog i et angreb mod en kontrolpost, da klageren var barn. Under angrebet mistede en [rang], [A] fra [politisk parti 2], flere slægtninge og han havde en betydningsfuld stilling i den afghanske regering. Dengang var klagerens far [rang] i Taliban. Klagerens afdøde [familiemedlem] havde også været medlem af Taliban og klageren to yngre brødre var aktuelle medlemmer af Taliban. Klageren oplyste endvidere, at han fire til seks gange er kørt sammen med sin far, når faren udførte arbejde for Taliban. Klageren bar selv våben, men har ikke affyret sit våben eller deltaget i kamphandlinger. Dette var før de amerikanske styrkers ankomst til Afghanistan i slutningen af 2001. Omkring 2002 flygtede klageren med sin familie til [land] og vendte i 2007 tilbage til hjemlandsbyen [by] i [område]. Efter hjemkomsten genoptog klagerens far og [familiemedlemmet] deres arbejde for Taliban. Taliban udsatte en kortege med [rang] [A] for et bombeangreb. Efter episoden blev klagerens bopæl udsat for et angreb af myndighederne. Klagerens far, [familiemedlem] samt to talibanere, der var på besøg, omkom. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2022 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med hans ansøgning om asyl, og at han således har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har i forbindelse med sagen oplyst over for Udlændingestyrelsen, at alt, hvad han tidligere har forklaret om sit asylmotiv, er usandt. Således har han bl.a. ikke tidligere fortalt sandheden om sin [familiemedlem], som ikke er blevet dræbt af de afghanske myndigheder, men fortsat er i live, ligesom klagerens families bopæl aldrig er blevet angrebet af myndighederne, og ingen i klagerens familie har heller nogensinde været en del af Taliban. Klageren har heller ikke forklaret sandt om forholdet til [A], som rettelig er klagerens morbror. [A] kæmpede i flere år for myndighederne, men sluttede sig til Taliban året inden den amerikanske invasion. [A] sluttede sig igen til myndighederne, da Hamid Karzai kom til magten, og senere blev han [politiker]. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren bevidst har afgivet objektivt urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at disse oplysninger har været bestemmende for at opnå opholdstilladelse. Klageren kan således på tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelsen ikke anses for at have været i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i sit hjemland. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at det efter en samlet vurdering af klagerens begrænsede tilknytning til Danmark sammenholdt med hans bånd til hjemlandet Afghanistan ikke vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet er således enig i, at hverken længden af klagerens ophold i Danmark eller de oplyste helbredsproblemer er til hinder for inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet tiltræder derfor efter en samlet bedømmelse, at klagerens opholdstilladelse ikke skal forlænges. For Flygtningenævnet har klageren som asylmotiv nu henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af Taliban. Til støtte herfor har klageren henvist til, at han siden 2004/2006 har haft en konflikt med Taliban, fordi han angav et medlem af Taliban til myndighederne, og Taliban forsøgte herefter at slå ham ihjel. Klageren har videre henvist til, at hans [familiemedlem] har været en del af den afghanske hær, og at hans morbror, [A], er blevet slået ihjel af Taliban som følge af sin modstand mod Taliban. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive anset som spion af Taliban på grund af det lange ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens troværdighed som følge af den bevidste afgivelse af urigtige oplysninger er svækket i ikke ubetydelig grad. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om en selvstændig konflikt mellem klageren og Taliban til grund. Dette asylmotiv har klageren først angivet i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet, og forklaringen fremstår som udbyggende og på væsentlige punkter også divergerende. I forhold til samtalen med Udlændingestyrelsen [sommeren] 2022 har klageren således forklaret divergerende om blandt andet, hvor lang tid han boede i Kabul og om, hvorvidt hans familiemedlemmer er blevet opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beror på klagerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban som følge af klagerens morbrors og [familiemedlemmets] forhold. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i de første 25 år af sit liv, som taler pashto, og som i øvrigt efterlever de islamiske religiøse normer, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en sådan profil, at han vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundet overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Flygtningenævnet er enig i de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført herom. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Afgh/2022/69/ajni