Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes mindreårige barn, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Italien, grundet landets suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet samt den nuværende tidsmæssige udstrækning af suspensionen og undtagelsestilstanden i sig selv indebærer systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Nævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende barn, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse. Italien har [i efteråret] 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Italien, således at klagerens asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark, navnlig henvist til, at Italiens suspension af Dublinoverførsler og undtagelsestilstanden på migrationsområdet samt den nuværende tidsmæssige udstrækning af suspensionen og undtagelsestilstanden i sig selv indebærer systemfejl i modtageforholdene og asylproceduren i Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Klagerens advokat har subsidiært gjort gældende, at en overførsel af klageren og hendes barn vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Børnekonventionens artikel 3, idet ansøgerens barn er behandlingskrævende og derfor i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, ligesom det er i strid med barnets tarv at adskille klagerens barn fra sin herboende far. Klagerens advokat har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens pkt. 17, idet klageren som følge af sin situation som alenemor med et lille barn, der har særlige behov, må anses som ganske særlig sårbar, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de italienske myndigheders sagsbehandling er mangelfuld i forhold til identifikation og behandling af personer, der er ganske særlig sårbare. Videre har ansøgeren opholdt sig i Danmark i [0-3] år, og hun har ægtefælle og netværk i Danmark. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om problemerne med at få adgang til asylsystemet og modtage- og indkvarteringsfaciliteterne, således som de er beskrevet i nævnets afgørelser fra november 2024 (Dub-Ital/2024/27, Dub-Ital/2024/28 og Dub-Ital/2024/29), at forholdene i Italien på nuværende tidspunkt har en karakter, der gør, at der ikke kan ske overførsler uden, at der forinden indhentes en garanti fra Italien om, at klageren og hendes barn vil blive modtaget og indkvarteret i overensstemmelse med den nationale lovgivning og Italiens EU-retlige forpligtelser og øvrige internationale forpligtelser, herunder at de indenfor kort tid vil blive registeret som asylansøgere og indkvarteret samt opnå adgang til basale rettigheder. Flygtningenævnet anser det under de nuværende omstændigheder for usandsynligt, at de italienske myndigheder vil udstede en sådan garanti. Der er herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder kun i meget begrænset omfang har modtaget personer i henhold til Dublinforordningen siden december 2022. Der er endvidere lagt vægt på den undtagelsestilstand, som de italienske myndigheder erklærede i april 2023, og som gentagne gange er blevet forlænget med henvisning til det høje indrejsetal. Der er endelig lagt vægt på, at der ikke efter baggrundsoplysningerne er noget, der tyder på, at denne situation vil ændre sig inden for den nærmeste fremtid. Klageren kan herefter ikke overføres til Italien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klageren og hendes barns ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.”. Dub-Ital/2024/30/leuds
