Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren og hendes børn ved en tilbagevenden til Sverige ikke har ret til indkvartering, fordi hun ikke ønsker at medvirke til udsendelse til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med den accept [fra vinteren 2023/2024], som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de svenske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har klageren navnlig henvist til, at der er stor risiko for, at klageren og hendes børn vil blive henvist til at leve på gaden efter en eventuel tilbagevenden til Sverige, og at dette i forhold til børnene vil være i strid med Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, jf. Børnekonventionen. Af AIDAs Country Report Sweden (2024, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” Indledningsvis skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke foreligger grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Det fremgår af sagen, klageren har tilkendegivet over for de svenske myndigheder, at hun som afvist asylsansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse sammen med børnene til sit hjemland [land]. Nævnet finder, at det i første række henhører under de svenske myndigheder, herunder de sociale myndigheder, at varetage hensynet til børnenes tarv inden for rammerne af svensk lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. sammenholdt med Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, indebærer derfor ikke, at omstændighederne i den foreliggende sag har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, om, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen, EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og Børne-konventionen, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2024/4/leuds
