Nævnet omgjorde i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en familie med to mindreårige børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Letland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold, herunder risikoen for push-back og frihedsberøvelse samt, at klagerne som en familie med mindreårige børn er særlig sårbare, og at klagerne har familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klagerne har ansøgt om international beskyttelse i Letland og herefter har trukket deres ansøgninger tilbage under behandlingen. Nævnet finder på denne baggrund, at Letland som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Letland har [i vinteren 2023/24] i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klagerne i medfør af den nævnte bestemmelse i forordningen. Klagerne har gjort gældende navnlig, at deres asylsager skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at klagerne ved overførsel til Letland risikerer at blive sendt ud af landet uden at få deres asylsager realitetsbehandlet, at klagerne og deres børn har været udsat for overgreb og fængsling i Letland som en del af deres asylprocedure, at de er traumatiserede som følge heraf og derfor ikke bør sendes tilbage med risiko for yderligere traumer, at det ikke kan udelukkes, at klagerne på ny vil blive udsat for en tilsvarende behandling i Letland, at klagerne med deres børn er særlig sårbare, og at klagerne har familie her i Danmark, der kan støtte dem, hvilket må anses for særlig påkrævet under omstændighederne. Klagerne har i den forbindelse henvist til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. præamblens punkt 17, jf. EMRK artikel 3 og 5. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at asylsystemet i Letland generelt må anses for behæftet med visse mangler, og at der kan være risiko for frihedsberøvelse under til dels vanskelige vilkår, herunder af familier med mindreårige børn, samt risiko i øvrigt for manglende adgang til asylsystemet i form af navnlig push-back ved grænseposter. Der henvises herved bl.a. til rapporten “Report to the Latvian Government on the periodic visit to Latvia carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT)” fra juli 2023, side 18ff. Hovedparten af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrører dog forholdene for asylansøgere som følge af den særlige situation (nødsituation) ved grænsen til Belarus fra august 2021 til august 2023. Hertil bemærkes, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i EMRK, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at frihedsberøvelse af mindreårige asylansøgere kan indebære en krænkelse af EMRK, jf. bl.a. sagerne Nikoghosyan m.fl. mod Polen, afgjort den 3. marts 2022 (sagsnr. 14743/17) og R.M. m.fl. mod Polen, afgjort den 9. februar 2023 (sagsnr. 11247/18). Flygtningenævnet bemærker, at AIDA ikke har udarbejdet en landerapport om Letland. Hertil kommer, at der som anført af Udlændingestyrelsen i udtalelsen af [foråret] 2024 så vidt ses ikke foreligger nærmere oplysninger om, i hvilket omfang de ovenfor nævnte mangler ved asylsystemet i Letland tilsvarende gør sig gældende for Dublin-returnees, der overføres fra et medlemsland til et andet medlemsland som led i proceduren efter Dublinforordningen. Det tilføjes, at det fremgår af rapporten ”Information on procedural elements and rights of applicants subject to a Dublin transfer to Latvia” fra april 2023, som er udarbejdet af Letland inden for rammen af EUAA’s dataindsamling, at en Dublin-returnee har adgang til indkvartering, herunder lægelig behandling, og har ret til på ny at få adgang til asylproceduren. Hvis der sker frihedsberøvelse, vil familiemedlemmer blive indkvarteret sammen og adskilt fra andre frihedsberøvede, og børn skal sikres muligheden for at studere og deltage i rekreative aktiviteter i overensstemmelse med deres alder. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder EMRK og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Letland i medfør af Dublinforordningen, herunder af familier med mindreårige børn, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at klagerne blandt andet har forklaret, at de i Letland har været udsat for overgreb udøvet af grænsevagter samt frihedsberøvelse under vanskelige vilkår, hvilket nævnet har lagt til grund. Flygtningenævnet har herefter overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagernes konkrete forhold, der bør indebære, at klagerne alligevel ikke skal overføres til Letland, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at klagerne som en samlet familie må anses for særlig sårbar. Herefter, og efter oplysningerne om forløbet af klagernes ophold i Letland og baggrundsoplysningerne i øvrigt, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er helt konkret grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagernes ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-Letl/2024/1/Sael
