Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Letland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens eneste tilbageværende familiemedlemmer, herunder klagerens søn, har opholdstilladelse og opholder sig i Danmark samt til klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Letland, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Letland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Letland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Letland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Letland [i sommeren] 2023, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, om at det er Letland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 16, jf. præamblens pkt. 17, under henvisning til at klageren er en enlig, sårbar kvinde, at hendes eneste tilbageværende familiemedlemmer, herunder hendes søn, bror og tidligere svoger, alle opholder sig i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til klagerens psykiske helbred. Flygtningenævnet finder, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der består et afhængighedsforhold mellem hende og hendes herboende søn. Det forhold, at hun har brug for hans støtte og omsorg nu, hvor hun er blevet ældre, og at hun altid har haft brug ham psykisk, men nu også har brug for ham fysisk, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved, at klagerens søn rejste til Danmark for omkring [20-25 år] siden, og at klageren selv først indrejste [i efteråret] 2023. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og klagerens søn har oplyst, at de søgte om familiesammenføring, da sønnen kom til Danmark som [15-18-årig], men fik afslag herpå. Heller ikke, at klagerens søn har oplyst, at han er meget bekymret for, hvad der vil ske med hans mor, hvis hun skal opholde sig i Letland alene, og at han er bange for om hun vil kunne klare det. Flygtningenævnet skal således herefter tage stilling til om, Dublinforordningens artikel 17, hvorefter en medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i denne forordning, skal finde anvendelse i nærværende sag. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen er, at en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens artikel III, så er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde for at fravige dette hovedprincip. Uagtet at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Det bemærkes hertil, at det fremgår af Dublinforordningens præambel punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvor det anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. I den forbindelse bemærkes det, at hverken EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens søn, bror og tidligere svoger ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom at klagerens relation til sønnen, broren og den tidligere svoger, ikke er umiddelbart er omfattet af familiebegrebet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker desuden hertil, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har været adskilt fra sine herboende familiemedlemmer i mange år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen af behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens helbredsforhold, herunder at hun har symptomer på [diagnose A] og stadig kæmper med en tidligere [diagnose B], kan ikke føre til at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige behandling i Letland. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de lettiske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder hendes psykiske helbred, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Letl/2023/1/sahe
