Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2012 idømt tre måneders ubetinget fængsel for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2014 idømt en bødestraf for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Klageren blev adskillige gange i årrækken 2016-2023 idømt behandlingsdomme uden længstetid for personfarlig kriminalitet. Klageren blev ved dommene i perioden desuden enten betinget udvist af Danmark eller udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2023 idømt syv dages betinget fængsel for overtrædelse af hjemrejseloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2024 truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Det blev samtidig vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand skal inddrages i vurderingen, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farligforbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er adskillige gange dømt for kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet i form at umotiveret vold begået mod offentligt ansatte og sædelighedsforbrydelser. Flygtningenævnet finder, at klageren flere gange er dømt for at have begået særlig farlige forbrydelser. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den på gældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Henset til omfanget og karakteren af den kriminalitet, som klageren har begået under sit ophold i Danmark, senest i 2023, og som har indebåret, at han adskillige gange er udvist af landet, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klagerens personlige forhold, herunder hans misbrugsproblemer og forbrug periodevis også af hårdere stoffer, finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Klageren, der er indrejst i Danmark i 2012, er [25-35] år gammel. Han har været udrejst af Danmark [i en cirka to-årig periode], hvor han tog ophold i [europæisk land A] og [europæisk land B]. I de perioder tog han ikke medicin. Han har ikke kone eller børn. Han har gået på sprogskole i Danmark, men taler alene dansk i begrænset omfang, og mødet i Flygtningenævnet er foregået under medvirken af tolk. Ud over kortere praktikperioder har han ikke været i beskæftigelse i Danmark, og han har aldrig deltaget i foreningsliv. Klagerens [familiemedlemmer] bor i Afghanistan. Klageren er bl.a. diagnosticeret med [psykisk lidelse], og han har under sit ophold i Danmark modtaget medicin og behandling, ligesom han i flere perioder har været indlagt. Det fremgår af sagen, at han er velbehandlet og fri af […] symptomer på nuværende tidspunkt, og at han har forståelse for vigtigheden af, at den medicinske behandling fortsætter. Han har et forbrug af hash og har periodevis også taget hårdere stoffer, herunder [narkotika A]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2024/26/lafal
