Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Østrig, herunder indkvarteringsforhold og adgang til arbejdsmarkedet og understøttelse, samt at klageren bør anses som særligt sårbar. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Østrig med gyldighed indtil [2025]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frafaldt sin beskyttelsesstatus i Østrig i starten af 2024, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at Østrig ved deres besvarelse af [foråret] 2024 har oplyst, at klageren fortsat har opholdstilladelse i Østrig i form af subsidiær beskyttelse, og at denne er gyldig indtil [2025]. For så vidt angår spørgsmålet om klagerens helbred, herunder at han har fået et slag i kraniet i [sit hjemland] for mange år siden som følge af et voldeligt angreb, bemærker Flygtningenævnet at klageren selv har oplyst, at de østrigske myndigheder har tilbudt ham en operation til at afhjælpe den bule, han fik som følge af slaget. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter, at de østrigske myndigheder har stillet en forkert diagnose og at operationen vil koste ham livet, samt at han mener at de østrigske myndigheder ønsker at dække over grundene til, at han blev udsat for overgrebet i [sit hjemland], idet disse oplysninger alene bygger på klagerens formodninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er særligt sårbar, idet det af Østrigs besvarelse af [foråret] 2024 fremgår, at han i Østrig er blevet tildelt en værge, vurderer Flygtningenævnet heller ikke kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. Det samme gælder vedrørende det anførte om de generelle forhold for personer med subsidiær beskyttelse i Østrig. Nævnet finder ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang, hvilket også understreges ved, at klageren er blevet tildelt en værge af de østrigske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med subsidiær beskyttelse er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Østrig som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med opholdstilladelse i Østrig vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Østrig af de østrigske myndigheder er blevet tilbudt en operation – et tilbud klageren har valgt ikke tage imod. Klageren har endvidere været indkvarteret på asylcentre al den tid, hvor han har opholdt sig i Østrig, hvor han har modtaget kost og en månedlig ydelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Østr/2024/1/sahe