Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende børn, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundligt nævn. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandle i Danmark blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland ville være i risiko for at skulle bo på gaden uden adgang til sundhedshjælp, sociale ydelser samt arbejdsmarkedet, hvilket vil være en krænkelse af EMRK art. 3. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren og hendes [1-3] medfølgende børn [i sommeren] 2021 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, idet de græske udlændingemyndigheder [i efteråret] 2022 har oplyst dette til de danske udlændingemyndigheder. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Det må efter oplysningerne fra de græske myndigheder og klageren lægges til grund, at hun har fået opholdstilladelse som anerkendt flygtning og har fået udstedt opholdskort, en såkaldt ADET, ligesom hun har fået udstedt fremmedpas. Opholdstilladelsen er gyldig fra [sommeren] 2021 til [sommeren] 2024. Klageren har imidlertid oplyst, at hun har ødelagt alle sine dokumenter, og det må således antages, at klageren ikke længere er i besiddelse af disse. Uanset dette finder Flygtningenævnet, at det er muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland. Forholdene i Grækenland for anerkendte flygtninge har længe været meget vanskelige. Dette fremgår bl.a. af AIDA’s rapport ”Country Report: Greece – 2021 Update”, udgivet i maj 2022, og Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls rapporter ”Beneficiaries of International Protection”, senest udgivet i marts 2023. Spørgsmålet er derfor, om klageren, der er enlig mor til [1-3] mindreårige børn, hvoraf det ene blandt andet lider af [diagnose A], er tilstrækkeligt beskyttet i Grækenland. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at mange flygtninge i Grækenland – herunder også flygtninge, der tilbagesendes fra et andet EU-land – lever på gaden som hjemløse eller i forladte eller besatte bygninger. Det skyldes blandt andet, at de græske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad bistår flygtninge i forhold til tildeling af bolig, og at flygtninge således reelt selv er ansvarlige for deres bolig/indkvartering på det frie boligmarked, jf. blandt andet AIDA’s rapport ”Country Report: Greece – 2021 Update”, udgivet i maj 2022, side 244 ff., og Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls rapport ”Beneficiaries of International Protection”, udgivet i marts 2023, side 22 ff. Der er endvidere efter baggrundsoplysningerne alene begrænset adgang for anerkendte flygtninge til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse. Selvom anerkendte flygtninge i medfør af artikel 30 i den græske International Protection Act har samme ret til social bistand som græske statsborgere, fremgår det af baggrundsoplysningerne, at der ofte er udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. blandt andet de ovennævnte rapporter. Flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, har derfor navnlig mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, jf. AIDA’s ovennævnte rapport, side 249 ff. og Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls rapport, side 19 ff., hvoraf det også fremgår, at oplysninger om minimumsindkomstordningen sjældent videreformidles til flygtninge, og at dem, som Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyl har været i kontakt med, ikke var bekendte med ordningen. Efter baggrundsoplysningerne har anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge kan deltage i blandt andet beskæftigelsesrelaterede uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelsesaktiviteter samt modtage rådgivning fra arbejdsformidlingen. Det må dog samtidig lægges til grund, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af sproglige forhold og den høje arbejdsløshedsprocent, jf. blandt andet AIDA’s ovennævnte rapport, side 247 og United States Department of States rapport ”2022 Country Report on Human Rights Practices: Greece”, udgivet den 20. marts 2023, side 12 ff. Vedrørende adgang til sundhedssystemet fremgår det af baggrundsoplysningerne, at flygtninge i Grækenland formelt set har samme adgang til lægebehandling og sundhedssystemet som græske statsborgere, men at der kan være visse udfordringer i forhold til den faktiske adgang til lægebehandling og sundhedsvæsenet, idet den gratis bistand på sundhedsområdet i hvert fald i visse tilfælde kræver udstedelse af visse dokumenter, som det kan være vanskeligt at få udstedt, jf. Refugee Support Aegeans og Stiftung Pro Asyls ovennævnte rapport, side 26 ff. Om adgangen til lægebehandling og sundhedssystemet kan der yderligere henvises til AIDA’s ovennævnte rapport, side 250 ff., hvoraf det bl.a. også fremgår, at adgangen til sundhedssystemet i praksis – for såvel anerkendte flygtninge som for lokale – er begrænset som følge af manglende ressourcer, ligesom anerkendte flygtninges adgang også begrænses på grund af manglende tolkning (”cultural mediators”). Klageren er enlig mor til [1-3] mindreårige børn, hvoraf det ene lider af [diagnose A] og er beskrevet med [diagnose B], ligesom han er beskrevet [symptomer på diagnose B]. Familien har været tildelt en [række særlige sociale foranstaltninger under indkvarteringen i Danmark]. Børnene har efter det oplyste været væk fra deres forældre i en periode på [4-7] år, før de blev genforenet med klageren i Grækenland i [slutningen af 2010’erne]. Hertil kommer, at klageren og børnene, efter klageren fik opholdstilladelse, har levet på gaden i Grækenland. På grund af de vanskelige forhold i Grækenland for anerkendte flygtninge – herunder udfordringerne i forhold til hjemløshed, adgang til social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedssystemet – må kravene til, om en flygtning på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, og om man af den grund skal lade den pågældendes asylansøgning behandle i Danmark, sænkes. Efter oplysningerne om klageren og hendes børns situation, finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for særlig sårbar. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren endvidere ikke længere er i besiddelse af sine græske dokumenter, og at det efter baggrundoplysningerne ikke kan afvises, at hun derfor vil stå i samme situation, som personer, der har opnået international beskyttelse, men hvis opholdstilladelser f.eks. er udløbet. Disse personer er ifølge baggrundsoplysningerne udsat for særligt lange ventetider på udstedelse eller fornyelse af deres opholdstilladelse, ADET, uden hvilken de ikke kan få adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder derfor også, at der på grund af de meget vanskelige forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland sammenholdt med den usikkerhed, der er i forhold til, hvordan klageren vil være stillet, når hun ikke længere er i besiddelse af sit opholdskort, er en reel risiko for, at klageren og børnene ved en tilbagesendelse til Grækenland vil være henvist til et liv på gaden uden adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 29 b at afvise at behandle klagerens asylansøgning i Danmark. På den anførte baggrund omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2022/2023], således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”. §29b-Græ/2023/6/leuds
