Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er særligt sårbar som følge af hendes graviditet, og at hun ved overførsel til Polen risikerer behandling i strid med EMRK artikel 3. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret 2022] har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Polen som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Polen har i overensstemmelse hermed [i efteråret 2022] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Klagerens advokat har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren som særligt sårbar som følge af hendes graviditet ved en overførsel til Polen risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at hun ikke vil få adgang til passende modtagefaciliteter, og da der er mangler ved den polske asylprocedure. Advokaten har til støtte herfor oplyst, at det polske asylsystem i en længere periode har været overbelastet af det meget høje indrejsetal som følge af konflikten i Ukraine, og at dette påvirker både adgangen til asylproceduren, længden af asylproceduren og adgangen til passende modtagefaciliteter, herunder adgangen til social- og sundhedsfaglig støtte og behandling. Klagerens advokat har derudover gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren har sin ægtefælle i Danmark, som er dansk statsborger, og at klageren er gravid og har termin til [sommer 2023]. For så vidt angår det påberåbte om modtageforholdene i Polen finder Flygtningenævnet, at disse ikke er til hinder for en overførsel. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers”, udgivet den 7. april 2023, side 24-25, hvoraf fremgår: ”Overcrowding does not appear to be an issue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions.” For så vidt angår det påberåbte om, at klageren har sin ægtefælle i Danmark, skal Flygtningenævnet bemærke, at Dublinforordningens artikel 10 ikke finder anvendelse i nærværende sag, idet pågældende bestemmelse vedrører asylansøgere, som har familiemedlemmer, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat. Klagerens ægtefælle er dansk statsborger, og forholdet mellem klageren og hendes ægtefælle falder således uden for anvendelsesområdet for forordningens artikel 10. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Polen, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har sin ægtefælle i Danmark, og at der eksisterer et familieliv mellem dem. Familielivet blev etableret uden for medlemsstaternes område og forud for, at klageren indrejste og søgte asyl i Polen. Klageren og ægtefællen har opretholdt familielivet i Danmark, hvor de bor sammen. Klageren er gravid med termin i [sommeren 2023] og barnet vil være dansk statsborger fra fødslen som følge af faderens forhold. Flygtningenævnet bemærker desuden, at de polske myndigheder [efteråret 2022] har anmodet Udlændingestyrelsen om at realitetsbehandle klagerens sag under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet en overførsel af klageren vil medføre et brud på familielivet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Pol/2023/12/yars
