dub-kroa20232

Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og mindreårige barn, der havde indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien og klagerens helbredsforhold. Flygtningenævnets stadfæstelse var betinget af, at der forud for overførsel af klageren blev indhentet en garanti fra Kroatien. Flygtningenævnet udtalte i afgørelsen fra marts 2023 blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter udrejst af Kroatien, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, idet hun ikke har søgt om asyl i Kroatien, og idet Udlændingestyrelsen retmæssigt burde have anmodet Bulgarien i stedet for Kroatien om at overtage klageren, idet klageren indrejste i medlemsstaternes område med et bulgarsk visum, og da hendes ægtefælle og [barn A] opholder sig i Bulgarien. Klageren har videre gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, idet hun har sin søster i Danmark, som er en stor støtte til hende. Klageren har endvidere gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, idet hun og hendes medfølgende [barn B] er psykisk sårbare, og da deres psykiske helbred ved en eventuel overførsel til Kroatien vil blive forværret. Klageren har endelig gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien, kan ikke føre til, at hendes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Eurodac-systemet, at klageren [i sommeren] 2022 fik optaget fingeraftryk og blev registreret som asylansøger i Kroatien. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af de kroatiske myndigheders accept af [sommeren] 2022, at klageren [i sommeren] 2022 udtrykte hensigt om at søge om asyl, men at hun forsvandt, inden der blev indgivet en formel asylansøgning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [af sommeren 2022] har oplyst, at hun i Kroatien fik optaget fingeraftryk og boede på et kroatisk asylcenter i omtrent én uge, inden hun udrejste af landet. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at klageren har søgt om asyl i Kroatien, uanset at der ikke blev indgivet en formel ansøgning. Det anførte om, at Udlændingestyrelsen retmæssigt burde have anmodet Bulgarien om at overtage klageren, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det følger af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det er herefter Kroatien, der vil skulle afgøre, om Bulgarien skal overtage klageren og hendes medfølgende [barn B]. Som anført ovenfor accepterede Kroatien også med henvisning til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at tilbagetage klageren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen ikke har oplyst de kroatiske myndigheder om, hvad klageren har oplyst til styrelsen om hendes familiemedlemmer i Bulgarien, eller at hun angiveligt er indrejst i medlemsstaternes område gennem et bulgarsk visum, og at klageren ikke blev vejledt om Dublinforordningens artikel 10, kan ikke føre til en ændret vurdering. Heller ikke det forhold, at en eventuel frist for overførsel fra Kroatien til Bulgarien muligvis er overskredet, kan en føre til en ændret vurdering heraf. Det forhold, at klageren har sin søster i Danmark, kan heller ikke føre til, at hendes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forhold til sin søster er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, idet klageren ikke har dokumenteret, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem dem. I forhold til klagerens og hendes [barn B's] psykiske sårbarhed skal Flygtningenævnet tage stilling til, om dette kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at for en asylansøger, hvis sundhedstilstand er særlig alvorlig, kan overførslen af denne i sig selv indebære en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i charterets artikel 4, og dette uafhængigt af kvaliteten af modtagelsen og af den tilgængelige pleje i den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning, jf. EU-domstolens dom af 16. februar 2017 i sagen C.K. mfl. mod Slovenien (C-578/16 PPU), præmis 67-69 og 73-74. I den konkrete sag finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at klagerens og hendes medfølgende [barn Bs] sårbarhed har sådan en karakter, at deres sårbarhed isoleret set kan begrunde, at de ikke kan overføres til Kroatien. Klagerens og hendes [barn B's] sårbarhed skal herefter vurderes i lyset af forholdene i Kroatien, herunder de generelle modtageforhold samt adgangen til sundhedsbehandling for asylansøgere i Kroatien. For så vidt angår modtageforholdene for asylansøgere i Kroatien finder Flygtningenævnet, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at enhver overførsel vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse blandt andet henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag på asyl i Kroatien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er grund til at antage, at en overførsel af psykisk sårbare asylansøgere til Kroatien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 91 ff., at asylansøgere i henhold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige sygdomme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper, herunder børn og enlige forældre med mindreårige børn har ret til psykosocial støtte og bistand i pressede situationer. Ligeledes fremgår det af rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtagecentrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en helbredsmæssige screening sted med lægetjek samt samtale med en psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022. Flygtningenævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgangen til behandling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på passende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dublin-returnees, da de ikke falder inden for kategorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kontinuerlig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger, set i lyset af den behandling, der ifølge de fremlagte journaler foreslås, har sådan en karakter, at der ikke kan ske en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B] til Kroatien. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om asylproceduren i Kroatien er til hinder for en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B]. Det skal hertil bemærkes, at asylproceduren i Kroatien ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der henvises til AIDA’s rapport, hvoraf blandt andet fremgår på side 24-25: “According to the Danish Refugee Council (DRC), 9,114 persons have been pushed back from Croatia to Bosnia and Herzegovina (BiH) in 2021, including vulnerable categories (UASC, families with children, women) out of which a significant number of individuals were subject to chain refoulement. […] The Ombudsperson for Children reported that 256 children were pushed back in 2021 according to data provided by the Border Violence Monitoring Network's. […] Families with children and unaccompanied children were returned without conducting an individual procedure, thus denying them the right to international protection, even though persons expressed their intention to seek asylum. The Centre for Peace Studies (CPS) also reported that push backs practices and denying access to asylum continued in 2021. 48 CPS reported that the practice of denying access to the asylum system and illegal expulsion along with the frequent use of violence are the most problematic aspects in relation to access to the international protection system. […]” Flygtningenævnet bemærker desuden, at klagerens voksne [barn C] for deres advokat har forklaret, at han sammen med klageren kort efter at have krydset grænsen fra Bosnien-Herzegovina til Kroatien blev stoppet af en politibil, hvorefter de blev kørt tilbage til grænsen til Bosnien-Herzegovina. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren blev udsat for push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina, ligesom nævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tyske rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Flygtningehjælpen har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes også, at klageren som anført ovenfor [i sommeren] 2022 blev registreret som asylansøger og fik adgang til blandt andet indkvartering, ligesom det efter klagerens forklaring under oplysnings- og motivsamtalen også må lægges til grund, at hun blev indkaldt til en asylsamtale. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre asylansøgere til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til klagerens og det medfølgende [barn B's] sårbarhed forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af dem underretter de kroatiske myndigheder om deres særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B] til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Endelig forudsætter Flygtningenævnet, at en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B] foranstaltes sammen med en overførsel af hendes voksne [barn C], hvis sag er sambehandlet med denne, under hensyntagen til familiens enhed, såfremt parterne ikke udtrykker ønske om andet.”I august 2023 fremsendte Hjemrejsestyrelsen den indhentede garanti fra Kroatien til nævnet. Flygtningenævnet tog i september 2023 stilling til garantien og fandt, at den var tilstrækkelig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Vedrørende den indhentede garanti udtalte Flygtningenævnet i afgørelsen fra september 2023 blandt andet: ”Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet i dets afgørelse af [foråret] 2023 fandt, at asylproceduren i Kroatien var behæftet med visse mangler, men at der uanset dette og de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, ikke var grund til at antage, at der var sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kunne begrunde, at der generelt ikke kunne ske overførsler til Kroatien af personer, der havde søgt og var blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som overføres i henhold til Dublin-forordningen. Flygtningenævnet kan fortsat henholde sig hertil. Der er således ikke efter de seneste baggrundsoplysninger grundlag for at vurdere forholdene i Kroatien anderledes. Der kan i den forbindelse henvises til side 47 ff. i AIDA’s ”Country Report: Croatia 2022 Update” udgivet den 1. juli 2023. Flygtningenævnet bestemte i afgørelsen som følge af oplysningerne om push-backs, at der skulle indhentes en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel til en anden medlemsstat efter Dublinforordningen ikke kunne finde sted. Det kroatiske indenrigsministerium har garanteret, at klagerens asylansøgning vil blive behandlet i overensstemmelse med national lovgivning samt landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at fravige denne formodning, således at der ikke kan støttes ret på en garanti udstedt af en medlemsstat i en konkret sag på baggrund af en anmodning fra en anden medlemsstat. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at Hjemrejsestyrelsen nu kan effektuere en overførsel af klageren til Kroatien i medfør af Dublinforordningen. Det bemærkes herved for så vidt angår klageren og hendes medfølgende [barn B], at der ikke er fremkommet nye oplysninger om deres helbredsmæssige forhold. Der er således ikke grundlag for at genoptage behandlingen af sagen.” Dub-Kroa/2023/2/ehd