Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/55 og Iran/2022/57. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren kom igennem sin sport i kontakt med en kristen person ved navn [C], og ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen. [C] sørgede for, at ansøgeren fik kontakt til en person ved navn [D], som kunne besvare ansøgerens spørgsmål om kristendommen. [D] gav ansøgeren en Bibel og inviterede ham med i huskirke. Ansøgeren fortalte efterfølgende [sit nære familiemedlem I] om sin konversion til kristendommen, hvilket medførte, at ansøgerens [nære familiemedlem I] ligeledes begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] besøgte huskirken sammen op til flere gange, men ansøgerens [nære familiemedlem I] kunne ikke deltage hver gang på grund af en [operation]. Ansøgeren transporterede også [kristent materiale] i ansøgerens [nære familiemedlem I’s] bil for huskirkens medlemmer. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til universitetets sikkerhedsafdeling, hvor han blev spurgt ind til sit forhold til [D]. Ansøgeren formodede med det samme, at indkaldelsen skyldtes ansøgerens og [D’s] religiøse tilhørsforhold. På vej hjem fra universitetet kom ansøgeren i tanke om, at der stadig var en del [kristent materiale] på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren lagde det kristne materiale i bilens baggagerum, hvorefter han kørte afsted sammen med et kvindeligt medlem af huskirken ved navn [E] i et forsøg på at bortskaffe materialet. Ansøgeren og [A] blev under kørslen stoppet af moralpolitiet, fordi de havde brudt de islamiske normer ved at køre sammen. Moralpolitiet tilbageholdt ansøgeren. Ansøgerens [nære familiemedlem I] betalte 500.000 tomaner for at få ansøgeren løsladt, og ansøgeren fortalte [sit nære familiemedlem I] om det kristne materiale i bilen. Ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] blev bange og besluttede derfor at tage til Teheran i et par dage. Under opholdet i Teheran blev ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] gjort bekendt med, at de iranske myndigheder havde fundet det kristne indhold i bilens bagagerum. Ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] besluttede på den baggrund, at de var nødt til at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han er blevet interviewet af den kristne satellitkanal, [TV-kanal], i sommeren 2022, der ikke er blevet sendt på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har fotograferet portrætter af kvinder, som han efterfølgende har offentliggjort på sin [profil på et socialt medie]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to gange har modtaget truende beskeder fra unavngivne personer. Ansøgeren modtog truslerne to til tre år efter sin indrejse i Tyrkiet. Ansøgeren er ikke længere i besiddelse af truslerne. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet har herved først og fremmest lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår tillært og konstrueret. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har også lagt vægt vægt på, at ansøgerens konversion i Iran fandt sted påfaldende hurtigt efter få måneders samtaler med den medstuderende kristne person, [D], endda flere måneder inden hans første besøg i huskirken. Ansøgerens forklaring under nævnsmøde om, at hans konversion også skyldtes en drøm, han havde, finder nævnet fremstår konstrueret og udbyggende i forhold til ansøgerens oprindelige forklaringer til Udlændingestyrelsen. Nævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har forklaret, at han ikke har fejret kristne helligdage i Danmark, herunder at der har været julearrangementer, men at han har ikke deltaget, da han var i [en by i Danmark]. Han har under denne samtale heller ikke kunnet oplyse om, hvilken kristen højtid, der blev fejret i kristendommen i maj 2021. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare detaljeret om, hvorledes møderne i huskirken i Iran i 2015 mere detaljeret foregik, og forklaringen herom fremstår ikke selvoplevet. Nævnet har ydermere lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at den kristne person, [D], uden videre i sommeren 2015 i Iran tog ansøgeren med til en huskirke tilsyneladende uden nogen forholdsregler i forbindelse med sikkerheden overfor de iranske myndigheder, særligt når henses til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder af ”Update on the Situation for Christian Converts in Iran”, udgivet af Udlændingestyrelsen i juni 2014, at huskirker generelt er svært tilgængelige, og at potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang til huskirken. På den baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af huskirken, herunder at han uden videre fik adgang til huskirken, ikke troværdig. Flygtningenævnet finder heller ikke ansøgerens forklaring troværdig med hensyn til, at han sammen med kvinden [E] i den bil, ansøgeren havde til rådighed, transporterede [kristent materiale], hvorefter de blev anholdt af det iranske moralpoliti. Da ansøgeren ikke var hverken gift eller forlovet med [E], er det i strid med iransk lov at færdes sammen, og henset til, at det kristne materiale er forbudt i Iran, har opdagelsesrisikoen ved at transportere materialet i bilen sammen med [E] forøget risikoen for at blive opdaget ganske betragteligt. Derudover fremstår det heller ikke troværdigt, at myndighederne fortsat skulle beholde bilen, efter at ansøgeren var blevet løsladt i forbindelse med betaling af bødestraffen, men at man først ville undersøge bilen efter ansøgerens løsladelse. Dertil kommer, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at myndighederne ikke allerede i forbindelse med anholdelsen ransagede og undersøgte bilen. Det fremstår endvidere ikke troværdigt, at ansøgeren, der ifølge sin forklaring havde været varetægtsfængslet og fremstillet for en dommervagt, ikke efter afsigelse af en dom og ansøgerens betaling af bøden har modtaget en kvittering eller anden dokumentation fra de iranske myndigheder. De fremlagte udtalelser fra forskellige kristne trossamfund, fotos og videoer samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. De aktiviteter, som ansøgeren har haft i Danmark i tilknytning til kristne institutioner, kan ikke i sig selv føre til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring er blevet interviewet af den kristne satellitkanal, [TV-kanal], i sommeren 2022, finder Flygtningenævnet ikke kan være asylbegrundende. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at interviewet ikke er blevet sendt, og at ansøgeren ikke mere specifikt har kunnet redegøre for indholdet. Endelig må der anses for at være stor usikkerhed med hensyn til, hvorvidt hele eller dele af interviewet vil blive sendt. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Vedrørende ansøgerens asylmotiv med henvisning til, at ansøgeren to gange for tre til fire år siden skulle være blevet truet på sin [profil på et socialt medie] i anledning af portrætfotografering af kvinder uden islamisk hijab under opholdet i Tyrkiet, som han havde lagt på [et socialt medie], lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have modtaget sådanne, idet han har slettet beskederne, mens han opholdt sig i Tyrkiet. Det forhold, at ansøgerens [nære familiemedlem B], er blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af hendes deltagelse i blandt andet en demonstration i Danmark mod det iranske styre, hvor hun er blevet profileret via et TV-indslag [på en dansk tv-kanal], hvor et videoklip herfra er blevet lagt på [et socialt medie] af en kendt iransk regeringskritiker, findes efter en samlet vurdering ikke at medføre, at nærværende ansøger som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved blandt andet også vægt på, at ansøgerens mor fortsat bor i Iran og efter det oplyste ikke er blevet opsøgt eller tilbageholdt som følge af [B’s] deltagelse i demonstrationer i Danmark og den efterfølgende profilering som følge heraf. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af, at [B] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er sammenfattende Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er et udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter, ligesom ansøgeren ikke af den grund eller andre grunde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/56/MLVT
